5 andelshavere springer ud som ambassadører for Danish Crown
10 grise- og 5 kreaturproducenter sætter ekstra fokus på deres produktion og Danish Crown til Åbent Landbrug 17. september, hvor de ud over åben stald blandt andet inviterer deres gæster på smagsprøver. En af værterne ser det som en gave og en pligt at invitere forbrugerne ind i stalden.
Hold op, hvor bliver det spændende. Jonas Würtz Midtgaard, tradtionel griseproducent på Evasminde ved Gedved, ser frem til at han, medarbejderne og bedriftens grise slår dørene op til Åbent Landbrug søndag den 17. september.
- Det bliver andet år, vi er med. Første gang havde vi 2.000 gæster. 1.500 af dem var på besøg i staldene. At have så mange gæster kræver grundig forberedelse og masser af arbejde – selvfølgelig også på selve dagen – og den rette logistik i stalden såvel som i forhold til blandt andet p-pladser, men det er det hele værd. Folk får afkræftet en lang række fordomme og går herfra med et helt andet, og positivt, syn på, hvad dansk griseproduktion går ud på, fortæller Jonas Würtz Midtgaard.
Han er en af de 15 såkaldte ambassadører for Danish Crown. Et nyt tiltag, som begynder med Åbent Landbrug i år og skal videreudvikles og fortsættes til lignende begivenheder.
- Med afsæt i de gode erfaringer med vores besøgsslagterier er dette startskuddet til at aktivere ejerne i at vise Danish Crown som en global virksomhed med lokal forankring. Det er meget glædeligt at have et ejerskab, som åbner dørene for nysgerrige forbrugere, fortæller om de gode forhold i staldene og præsenterer det gode råvaregrundlag, som koncernens produkter bygger på, siger bestyrelsesformand Erik Bredholt.
Ekstra penge
Som ambassadør har Jonas Würtz Midtgaard – ud over koncernens vanlige bidrag til ejere, som deltager i Åbent Landbrug – fået et ekstra beløb. Det er øremærket til køb af eksempelvis salamisticks og andre smagsprøver, køletasker samt tøj med Danish Crowns logo til medarbejderne til Åbent Landbrug-dagen. Varerne køber Jonas Würtz Midtgaard i koncernens netbutik, der åbner sidst i august.
- Ideen med ambassadørerne er god. Ikke kun fordi den får Danish Crown tættere på forbrugerne, men også fordi vi med smagsprøverne kan vise de velsmagende produkter, kødet fra vores grise bliver omsat til. Det giver et besøg på en gård en ekstra dimension, jeg har savnet ved tidligere åbent hus-arrangementer, påpeger Jonas Würtz Midtgaard.
Derfor tøver han ikke med at anbefale andre Danish Crown-leverandører at deltage i Åbent Landbrug.
- Jeg vil sige, at vi har pligt til at åbne dørene for hr. og fru Danmark. Stadig flere har intet forhold til landbruget. Det gør det ekstra vigtigt at vise, hvad vi laver. Første gang, vi var med i Åbent Landbrug, havde vi gæster, som troede, grisene var spændt fast i jerngitre. Andre havde ingen idé om, hvor megen tid vi bruger på pleje og pasning af grisene. Det blev de meget klogere på, da vores medarbejdere viste dem, hvordan vi tilser dyrene, forklarer Jonas Würtz Midtgaard.
Åbent Landbrug havde sidste år 50 deltagende gårde, som i alt havde 100.000 gæster. I år deltager 63 gårde. Dagen arrangeres af Landbrug & Fødevarer og SEGES. Begge instanser sikrer, at alle myndigheders krav og regler om sikkerhed, hygiejne og smittebeskyttelse ved omgang med dyrene overholdes.