Torsdag løber Baltic Grain Exchange af stablen i Chr. IV’s børsbygning i København, hvor mere end 500 internationale kornhandlere og grovvarefolk mødes for at netværke og etablere nye forretningspartnere.

Uanset udviklingen på kornmarkedet har tilslutningen til Baltic Grain Exchange været støt stigende i de senere år, og Dakofo – Dansk Korn og Foder ser meget frem til børsdagen.

- Der er ingen tvivl om, at kornhandlerne og grovvarefolkene har haft meget ud af tidligere års kornbørser for den nordeuropæiske region. Derfor kommer de igen og inviterer deres forretningsforbindelser med, siger Asbjørn Børsting, der er direktør i Dakofo. Han vurderer, at interessen nu stiger i takt med, at Polen og Baltikum har stor vækst på planteavlssiden.

Flere aktiviteter i Baltikum og Polen

- Det spiller formentlig ind, at Polen og Baltikum de seneste år har øget deres afgrødeeksport betydeligt. Det hænger dels sammen med deres øgede produktion, dels den forbedrede afgrødekvalitet. De er således meget interessante aktører. Dertil kommer, at de danske korn- og grovvarevirksomheder såvel som mæglerne har stigende aktiviteter i Baltikum og Polen, siger Asbjørn Børsting.

Deltagerne til Baltic Grain Exchange kommer især fra landene omkring Østersøen, men der er også deltagere fra blandt andet Frankrig, Schweiz, Spanien, England, Holland, USA, Holland, Brasilien og Rusland, så det kommer til at summe på mange sprog på Børsen på torsdag. Der er i alt deltagere fra 23 lande.

Internationale markeder og branchearbejde i EU

Børsdagen begynder klokken 14.00 og slutter klokken 17.30. Om aftenen vil der være middag. Under middagen vil Teresa Babuscio, generalsekretæren for de europæiske korn- og råvarevirksomheders brancheorganisation – Coceral, holde tale. Hun vil fortælle om organisationens arbejde med blandt andet at sikre europæiske virksomheders adgang til de internationale markeder og om branchearbejdet indenfor EU.

Dakofo er en brancheforening for korn- og foderstofhandelen i Danmark. Medlemsvirksomhederne omfatter de danske korn- og foderstofselskaber, fiskefoderindustrien samt en række internationalt arbejdende handels- og mæglervirksomheder med hovedkontor i Danmark.