Ung godsejer kæmper for bedre vandløb
Siden store oversvømmelser på Øllingsøe Gods på Vestlolland i 2011 har godsejer Helge Danneskiold-Samsøe arbejdet for bedre vandløbsafvanding.
De utallige marker, der i større eller mindre grad har været oversvømmet, rundt om i landet, har med sikkerhed frembragt dårlige minder hos Helge Danneskiold-Samsøe, der i begyndelsen af marts afløste Torben Heisel som formand i foreningen Danske Vandløb.
Selv om regnmængderne i fjor var så voldsomme, at 2015 var det næstvådeste år, DMI nogensinde har registreret, og faktisk blot var én millimeter fra at tangere nedbørsrekorden fra 1999, er Helge Danneskiold-Samsøes dårlige minder fra 2011.
Det var gennem flere uger i august og september det år, at godsejer Helge Danneskiold-Samsøe fra Øllingsøe Gods på Vestlolland oplevede så store og langvarige oversvømmelser, at bedriften led en økonomisk øretæve på over 700.000 kroner.
Tre uger under vand
Gennem juni, juli og august kom der til sammen 407 mm nedbør, hvilket er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet for de tre sommermåneder. Det var så en ringe trøst, at september var mere »normal« og kun gav godt én mm mere end gennemsnittet for den første efterårsmåned.
- Optakten til oversvømmelsen begyndte i juni og juli. Selve oversvømmelsen var i august, men vi led dog stadig under den ind i september. Jeg fik således først høstet mit sidste korn den 26. september, og blandt andet min maltbyg stod op til tre uger i vand op til aksene, sukker Helge Danneskiold-Samsøe.
Der var hovedsageligt Ryde Å, der løber tværs gennem godsets jorder, der gav de enorme oversvømmelser i området, og i bestræbelserne på at undgå en gentagelse, der kunne dræbe virksomheden, tog Helge Danneskiold-Samsøe initiativ til at stifte Ryde Å Lav.
Læs hele artiklen i LandbrugØst i uge 17






































