Et Svensk Finuldsfår fra »Lille Hellumlund« i Jerslev ved Brønderslev har fået hele fire gimmerlam og et vædderlam.

- Alle fem er friske og stærke, fortæller Bente Holmgaard, der er indehaver af 90 moderfår af racen svensk finuldsfår.

Først fik fåret to lam, så to mere, og Bente Holmgaard tænkte, at fåret nok havde brug for ro efter læmningen, så hun gik ind og fik kaffe.

Senere var hendes mand ude i stalden for at fodre, og han kunne ringe ind til hende og sige, at hun var dårlig til at tælle. For det var altså fem styk.

- Jeg blev godt nok noget overrasket, men den var god nok, fortæller hun.  

Får sutteflaske

Hun har en gang før oplevet, at et får har fået fem lam. Men de var svage, og ikke alle overlevede det første døgn.

Denne gang har både får og lam det godt, men Bente Holmgaard er nødt til at hjælpe til med sutteflaske. Tre gange om dagen giver hun lammene mælk, for fåret har ikke helt mælk nok til alle fem.

Racen Svensk Finuldsfår er meget frodig, fortæller ejeren, og ofte får et får tre lam.

- 20 procent får mere end to lam, fortæller fåreavleren, der forventer flere læmninger med mere end to lam i år, da mange af fårene er meget store.   

Producerer slagtelam

Der er produktion af slagtelam på »Lille Hellumlund«, hvor ægteparret Holmgaard har haft får siden 1987.

De har gennem tiden haft flere racer, men er nu faldet for det svenske finuldsfår. Moderfårene krydses med Texel, og lammene leveres til et slagtehus, der videreformidler kødet til lokale slagtere.

Derudover drives der 36 tønder land hovedsageligt med grovfoderproduktion, og familien er desuden plejefamilie.

Læs mere i næste uges udgave af LandbrugNord her på hjemmesiden