Klub- og landsstævne i kørsel med hest og vogn
Heste og kuske fra både Danmark og Sverige mødes til klub- og landsstævne på Juellund i weekenden den 11. og 12. juni.
36 ekvipager, fordelt på både heste og ponyer i 1-, 2- og 4-spand, er tilmeldt stævnet, på Juellund i weekenden den 11. og 12. juni, hvor de blandt andet bliver udfordret i en nybygget vandforhindring.
Formand for Sjællandske Sportskuske, Henrik Køier Andersen, glæder sig til stævnet: ”Vi har igen i år set på, hvordan vi kan gøre stævnet endnu bedre for både deltagere og publikum. Blandt andet har vi fået bygget en ny, større vandforhindring, som vi glæder os til, at tage i brug.”
Elegante ekvipager lørdag - og ”racerkørsel” søndag
Kuskene skal køre tre discipliner i løbet af de to dage. Lørdag bliver der kørt dressur allerede fra klokken 9 om morgenen. Efter dressuren er der præcisionskørsel på forhindringsbanen, der åbner for første kusk klokken 11. Søndag gælder det maraton, der både starter og slutter på Juellund. Her skal ekvipagerne først ud på en 12 kilometer lang køretur på tid, inden hestene får vand og en velfortjent pause.
Efter pausen følger sidste etape, som er på yderligere fem kilometer og indeholder fem maratonforhindringer, der alle ligger på Juellunds arealer. Blandt forhindringerne er den nybyggede vandforhindring.
Ifølge Henrik Køier Andersen får publikum virkelig noget at se på begge dage:
- Lørdag er det de flotte ekvipager, med nypudsede vogne, seler og heste, der imponerer. Og søndag er det især ’racerkørslen’ i maratonforhindringerne, der traditionelt er en stor publikumsmagnet, forklarer formanden, der forventer, at kuskene er i forhindringerne mellem kl. 11.30 og 14.00 om søndagen.
De sidste forberedelser til stævnet er i fuld gang og Henrik Køier Andersen er meget tilfreds med opbakningen. ”Vi er meget glade for den store tilslutning, vi har til stævnet - både fra kuske, sponsorer og de mange uundværlige hjælpere, der gør en stor indsats på dagene.”
Resultaterne fra stævnet kan efterfølgende ses på www.sportskuske.dk.
Juellund er beliggende på Slimmingevej 28-30, 4100 Ringsted.






































