Kvælstof er et helt nødvendigt næringsstof for vores planter
I denne uge indrykker Landbrug & Fødevarer en annonce om faldet i kvælstofudledning, der skal være med til at nuancere debatten.
Landbrug & Fødevarer indrykker i denne uge en række avisannoncer med fakta om kvælstofudledningen i Danmark.
Siden 1990 er Danmarks årlige udledning af kvælstof reduceret med over 45.000 tons. Og heraf tegner landbruget sig for 2/3 af reduktionen, hedder det i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.
- Med annoncerne i landets aviser håber jeg, at vi fremover kan få en mere nuanceret debat om kvælstof i Danmark. Kvælstof er et helt nødvendigt næringsstof for vores planter, og den forståelse må vi have genskabt hos danskerne. Årsagen til hele hysteriet og ministerstormen tilbage i februar var nogle bittesmå nuancer i, hvordan regnestykket om kvælstofudledningen i forbindelse med fødevare- og landbrugspakken kunne gøres op, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.
- Men lad os nu stå sammen om at forklare danskerne, at vi i landbruget tager ansvaret for, at vi godt kan have en større landbrugsproduktion i Danmark, uden at det går ud over vores miljø og vores omgivelser, siger han.