Hør Michael Horsch på konference i Sorø
Den verdenskendte tyske plante- og maskinmand bag Horsch-maskinerne kommer 24. maj til Danske Maskinstationer & Entreprenører Sjællands konference i Gefions lokaler.
Dagens emner er det globale landbrugs aktuelle situation, og de lokale landbrugs muligheder for at bruge lokale maskinstationer.
Det lokale og det globale er i centrum, når Danske Maskinstationer & Entreprenører Sjælland tirsdag den 24. maj inviterer til konference klokken 13-16 i Gefions lokaler i Sorø.
Og man har gjort lidt af et scoop, idet den verdenskendte plante- og maskinmand Michael Horsch, som er hovedmanden bag de tyske Horsch-maskiner, er gæstetaler på konferencen.
- Michael Horsch er fantastisk inspirerende at lytte til. Jeg har selv hørt ham på en studietur i Tjekkiet engang. Og det er meget interessant at høre ham. Ved vores arrangement skal han primært tale om det globale landbrugs aktuelle situation, og ikke om sine egne landbrugsmaskiner, fortæller arrangør og formand for Danske Maskinstationer & Entreprenører, Sjælland, Birger Niemann fra Niemanns Maskinstation A/S i Tureby.
Landmænd og maskinstationer
Også branchedirektøren i Danske Maskinstationer & Entreprenører, Bent Juul Jørgensen, holder et indlæg på konferencen. Her vil han pege på, hvorfor landmænd rundt om i landet bruger de lokale maskinstationer.
Maskinstationsformand Birger Niemann selv tager også ordet for at fortælle om visionerne for de sjællandske maskinstationer.
Der er tilmeldingsfrist til arrangementet via maskinstationsforeningen 18. maj.