Horsens varmer op til årets dyrskue
Der bliver show, underholdning og hygge for hele familien på Det Østjyske Dyrskue den 17. og 18. juni i Horsens – nu åbent for tilmelding af dyr
Ud over dyr og maskiner vil gøglere og artister gøre deres indtog på Det Østjyske Dyrskue i Horsens i år. Som noget nyt arrangeres der cirkusshow på dyrskuepladsen den 17. og 18. juni.
Her bliver der optræden ved Cirkus ChangHigh, som bl.a. underholder med kniv- og øksekastning, cykelshow samt jonglering ved flere forestillinger både fredag og lørdag.
- Vi er i fuld gang med at varme op til Danmarks hyggeligste dyrskue, og der er nu åbent for tilmelding af dyr, siger Peter Søgaard Mortensen, formand for Foreningen Land & By Østjylland, som er arrangør.
Der bliver traditionen tro masser af underholdning på pladsen over de to dagen. Der arrangeres grisevæddeløb, der de sidste par år har været et populært indslag, som har samlet masser af mennesker på den særligt indrettede tribune, hvorfra man har et godt overblik.
Der bliver også heste- og ponygames med rideopvisning og udklædte ryttere samt hundeopvisning med Doberman, gymnastikopvisning, hestevognskørsel og meget andet.
Fredag aften byder dyrskuet på en glad og festlig aften med spisning i det store restaurationstelt og god musik af DJ Christian Daugaard, Give.
Dyr er omdrejningspunkt
Foreningen Land & By Østjylland vil igen i år gøre dyrskuet til en begivenhed, der har noget for enhver smag og kan trække mange mennesker fra både by og land.
- Det Østjyske Dyrskue har alt, hvad hjertet kan begære. Formålet er at vise, hvad landbruget står for og samtidig gøre dyrskuet til en festlig begivenhed, der har interesse for folk fra byen, både børn og voksne, siger Peter Søgaard Mortensen.
Dyrene er fortsat omdrejningspunkt for arrangementet, og dyrskueforeningen er glade for at kunne invitere folk ud på pladsen, hvor de kan komme på helt tæt hold af køer, heste, får og geder. Hertil kommer mindre dyr som fjerkræ, kaniner, katte samt børnedyrskuet.
Entré til dyrskuet er som sidste år 75 kr., og det er gratis for børn under 15 år at komme ind på pladsen.
Læs hele artiklen næste uges LandbrugSyd, der allerede er på nettet eller læs mere om Det Østjyske Dyrskue på www.dyrskuet-horsens.dk.