Det er en kvinde med stærke meninger om dyrevelfærd, økologi og bæredygtighed, der nu indtræder i bestyrelsen hos Friland. - Vi har valgt Signe Wenneberg, fordi vi mener, hun besidder nogle væsentlige kompetencer, som kan bidrage i vores forretningsudvikling, siger bestyrelsesformand i Friland Peter Fallesen Ravn og fortsætter:

- I bestyrelsen har vi dækket både landmandsdelen og forretningsdelen rigtig godt af, men med Signe Wenneberg får vi en person, der repræsenterer forbrugerne og deres synspunkter. Signes tilgang til kvalitet og bæredygtighed er et aktiv - ikke kun internt ved bestyrelsesbordet, men også eksternt ude i verden, hvor hun kan være en stærk ambassadør for Friland og vores produkter.

Selv glæder Signe Wenneberg sig til sin nye rolle:

- Jeg synes, det er modigt af Friland, at række ud efter en debattør som mig. Jeg har den holdning, at vi enten kan masseproducere os til døde – eller også kan vi satse mere på økologi, frie dyr og vores fantastiske historie som et lille land, der kan producere fødevarer af høj kvalitet. Det harmonerer med Friland, og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med resten af bestyrelsen og til at være med til udviklingsarbejdet helt inde fra maskinrummet.

Marked i vækst
Det er et marked i vækst, som Signe Wenneberg nu bliver en aktiv del af. Forbrugerne går i højere og højere grad op i økologi og dyrevelfærd, hvilket konkret afspejler sig på salgstallene.

- Sidste år steg detailsalget af økologisk kød og kødpålæg med 12%, og den stigende efterspørgsel er også noget vi mærker her hos Friland, siger Frilands direktør Henrik Biilmann.

Signe Wenneberg skal sammen med resten af Friland være med til at sørge for at den fremgang fortsætter.

- Vi står stærkt på det danske og europæiske marked for økologisk kød, og jeg ser Signe Wennebergs indtræden i bestyrelsen som en vigtig del til at fastholde og styrke den position, siger Henrik Biilmann.