Køretøjer til mange formål
NP Motor i Tappernøje sælger blandt andet mange ATV’er og UTV’er af mærkerne Honda og CFMOTO.
Uanset om man er landmand, skovbruger, jæger, gartner, entreprenør, brandmand, livredder, helt almindelig privatperson eller noget helt andet, så har NP Motor i Tappernøje noget at tilbyde.
Firmaets brede produktprogram rummer nemlig både ATV’er, UTV’er, scootere, knallerter, motorcykler og små pickup- køretøjer – tre-hjulede knallerter med kabine som enten EU eller handicapkøretøj.
Salgsmæssigt er det ikke mindst ATV’ere og UTV’ere i mærkerne Honda og CFMOTO, der trækker hos det sydsjællandske firma.
- UTV’en kan nemmest beskrives som en lille to-personers bil med lad, der kan anvendes til kørsel i forbindelse med landbrugsdrift og en række andre formål, fortæller indehaveren af NP Motor, Niels Peter Bjerring-Pedersen.
Vinder større udbredelse
- For 10-15 år siden blev ATV’en af mange nærmest betragtet som et stykke legetøj. Den opfattelse har imidlertid ændret sig markant med årene. Kunderne har gradvist fundet ud af, at en ATV kan anvendes til meget mere end fornøjelseskørsel og har virkelig taget den til sig, forklarer han og fortsætter:
- Vi har blandt andet solgt mange ATV’er til en række godser samt små og store landbrug. I dag anvendes der ATV’er i rigtig mange brancher, og de vinder stadig større udbredelse.
Ifølge Niels Peter Bjerring-Pedersen sælges der en del ATV’er på bil-plader. Det giver ejerne et multikøretøj, som eventuelt kan erstatte bil nummer to og samtidig være til gavn på landstedet.
Private kan på denne måde anskaffe sig en fire-hjulet motorcykel til fornøjelsesture. De fleste af denne type ATV’er er godkendt som personbil til to personer med ekstra mange anvendelsesmuligheder.
Læs hele artiklen i næste uges LandbrugØst, der kan læses på hjemmeside allerede fredag.






































