Eksperter: Verdens landbrug må skifte til agroøkologi
Det globale, industrialiserede, konventionelle landbrugskompleks er fanget i en række onde cirkler, som står i vejen for omstilling til et bæredygtigt landbrugssystem til gavn for en stigende verdensbefolkning og for landmændene selv.
Dagbladet Information skriver onsdag om den ny rapport ”From uniformity to diversity”, som IPES (The International Panel of Experts on Sustainable Food Systems) netop har offentliggjort. Rapporten samler dokumentation for omkostningerne ved dagens globale landbrugs- og fødevaresystem som udbredt nedslidning af den frugtbare jord, vandmiljøet og økosystemerne, store udledninger af klimagasser, tab af biodiversitet, stress for landmænd samt hårdnakket sult og underernæring i dele af verden – samtidig voksende problemer med fedme og livsstilssygdomme andre steder.
Rapporten konkluderer blandt andet at:
”Industrilandbruget og de industrielle fødevaresystemer, der har udviklet sig rundt om det er låst fast i en serie af onde cirkler. Fx er fødevaresystemerne i dag struktureret på en måde, der tillader værdierne at tilflyde et lille antal aktører, så disses økonomiske og politiske magt forstærkes og dermed deres evne til at øve indflydelse på fødevaresystemets styring”, skriver Information.
Det uafhængige panel med 22 eksperter ledes af Olivier De Schutter, indtil 2014 FN's specielle udsending vedrørende retten til fødevarer, og tæller blandt andre FN's tidligere vicegeneralsekretær Phrang Roy, direktøren for Stockholm Resilience Centre, professor Johan Rockström samt forskningschef ved det franske forskningsagentur CNRS, Claude Fischler.
Agroøkologi er vejen at gå
Rapporten peger på, at der er en alternativ vej at gå for at skabe en bæredygtig fødevareforsyningen og samtidig skåne det naturgrundlag, som produktionen er baseret på. En omstilling til agroøkologisk landbrug. I rapporten hedder det:
”Hvad der er brug for, er en fundamental anden model for landbruget baseret på mangfoldighed i landbrugsbedrifterne og -landskaberne, en afvikling af de kemiske inputs, optimering af biodiversiteten og stimulering af vekselvirkningen mellem forskellige arter – det hele som del af holistiske strategier med det formål at opbygge en langsigtet frugtbarhed, sunde agroøkosystemer og betryggede levevilkår, altså ’varierede agroøkologiske systemer’. Sagt enkelt: Det modsatte af monokulturer og deres afhængighed af kemiske inputs”, skriver Information.
Du kan læse hele Informations artikel (kræver abonnement) om rapporten her.
Her kan du læse selve rapporten ’From uniformity to diversity’.
Otte onde cirkler
Eksperterne peger i deres rapport på otte onde cirkler, som det globale industrialiserede landbrug er fanget i, om som samtidig står i vejen for en bæredygtig omstilling. En af dem er de agrokemiske virksomheders kontrol og indflydelse. Som Olivier de Shutter udtrykte det ved rapportens offentliggørelse:
- Det er ikke mangel på beviser, der holder det agroøkologiske alternativ tilbage. Det er misforholdet mellem dets meget store potentiale for at forbedre udbyttet på tværs af fødevaresystemerne og dets meget mindre potentiale for at generere profit til de agroindustrielle selskaber.
I rapporten udfordres myten om, at økologisk landbrug giver lavere udbytter end konventionelt, og samtidig fremhæves de økologiske landmænds økonomiske udbytte, som målt på 55 afgrøder, fem kontinenter og over de seneste 40 åre har været bedre end konventionelle kollegers.
Kilde: http://okologi.dk/nyheder/2016/06/eksperter-verdens-landbrug-maa-skifte-til-agrooekologi