En dag i marken med Kverneland
Tirsdag den 21. juni inviteres til stort arrangement på Lundsgaard Gods ved Kerteminde. Over 500 landmænd fra hele landet vil få præsenteret en række nyheder på »Store Agrodag«.
For fem år siden havde Kverneland Group Danmark inviteret kunder fra hele landet til Fyn for først at se maskiner i marken på Hverringe Gods, og derefter på en rundvisning på fabrikken i Kerteminde.
Arrangementet gentages nu, denne gang på Lundsgaard Gods, ligeledes ved Kerteminde. Det sker med titlen »Store Agrodag« på tirsdag den 21. juni, hvor der ligesom sidst bliver fremvisning af maskiner i både et græsareal og med jordbearbejdning.
På gårdspladsen på Lundsgaard vil der være en udstilling af det store Kverneland-program, hvor der indledes med kaffe klokken 8.45.
Fra hele landet
Der kommer busser fra hele landet med kunder fra de enkelte Kverneland-forhandlere, mens fynske landmænd selv sørger for transporten.
- Vi forventer mindst 500 gæster, ligesom vi var for fem år siden, siger produktchef Troels Pontoppidan Hansen, Kverneland Group Danmark A/S, der er ansvarlig for det store arrangement.
Tilmelding til arrangementet sker til den lokale Kverneland-forhandler, senest i morgen, mandag den 13. juni.
Læs mere om det store arrangement på Lundsgaard Gods i næste uges LandbrugFyn






































