To nye grønne fra Samson Agro
Samson Agros mest udbredte gyllevogn gennem tiderne, PG 25, afløses nu af PG II 25, der er en helt ny gyllevogn. PG II 21 afløser PG 21.
Samson Agro lancerer nu to nye gyllevogne i PG II-serien, PG II 21 og PG II 25.
De to nye gyllevogne er opbygget på samme måde som gyllevognene i PG II-serien. Det vil sige samme bærende konstruktion, undervogn, træktriangel, lift, og store hjul. Der er desuden de samme optioner som i PG II-serien.
Længde og vægtfordelingen på de nye vogne er også den samme, ligesom placering af aksler og hjul på tanken er den samme som på PG 21 og PG 25, oplyser Samson Agro i en pressemeddelelse.
PG II-serien består derudover af tre tre-akslede: PG II 27, PG II 31 og PG II 35, og tre to-akslede: PG II 16, PG II 18 og PG II 20.
Forberedt til fremtiden
De to nye PG II-gyllevogne har ligesom de andre modelstørrelser i PG II-serien fået kraftigere aksler og bremser.
Tanken på den tre-akslede PG II 21 er reduceret lidt i størrelse i forhold til PG 21. Den har dermed det mindste akseltryk af alle PG II-gyllevognene.
Alle PG II-gyllevogne har en maksimal transportbredde på tre meter og en maksimal transporthøjde på fire meter.
Stærkere og mere stabil
Tanken på de nye vogne er placeret på to 100 procent gennemgående vanger. Den sektionsopdelte tank er desuden forsynet med et ekstra skvulpeskot, som øger stabiliteten af gyllevognen, selv ved kørsel med reduceret last.
De nye modeller er også forsynet med en mekanisk justerbar træktriangel, der kan holde til de kræfter, som forplanter sig i gyllevognene fra de til stadigt tungere og stærkere traktorer, der trækker dem. Det er med til at sikre en længere levetid på gyllevognen, da stødbelastninger i undervognen reduceres.
Samtidig kan trækhøjden på vognen justeres.
- Alle tre features – de gennemgående vanger, det ekstra skvulpeskot og den mekanisk justerbare træktriangel medvirker til, at de nye PG II-gyllevogne bliver meget stærke og stabile. De kan derfor køre hurtigere, så udbringningskapaciteten øges, oplyser Samson Agro.
Fleksibel undervogn
Løftet af den forreste aksel på de to nye gyllevogne er øget med cirka 30 procent, så der er større frihøjde under denne aksel, når der køres til og fra mark på offentlig vej.
Den maksimale drejevinkel er øget fra 12,5 grader til 15 grader. Det giver mindre risiko for skader i marken.
De to nye gyllevogne er desuden forsynet med et mere kompakt pumpetårn, som kan gå lodret ned i gylletankene lige ved siden af gyllevognen. Det nye pumpetårn fylder desuden 15 procent hurtigere end pumpetårnet på PG-gyllevognene.
På hjultræksvogne er der en omrører-funktion på pumpetårnet.
”Retur til center”
Til kommende sæson tilbydes en ny funktion på pumpetårnet på PG II-gyllevogne med SlurryMaster8000-styresystemet. Det hedder ”retur til center”.
Den nye funktion består af to sensorer monteret oppe på gyllevognen under kransen på pumpetårnet. De registrerer, når pumpetårnet er tæt på gyllevognen, hvorefter de sætter hastigheden ned på bevægelsen af pumpetårnet mod gyllevognen.
Når pumpetårnet så er kørt hen over gyllevognen og hænger lige over spildbakken, registrerer de to sensorer også dette, og giver et lydsignal – så ved chaufføren, at nu kan han blot sænke tårnet lodret ned i spildbakken, så er det på plads igen, og han kan fortsætte ud i marken. Det er en hjælp for chaufførerne, så de ikke kommer til at beskadige pumpetårnet.
Hjultræk
Af de to nye gyllevogne kan PG II 25 leveres med fuldhydraulisk hjultræk (HWD). En af fordelene ved en hjultræksvogn er, at den fyldes med helt op til 12 kubikmeter i minuttet.
Med SlurryMaster8000-kontrolsystemet til PG II-gyllevognen er det nu også blevet muligt at tilkøbe en positionsmåler – eller højdesensor – til liften.
Med introduktionen af PG II 21 og PG II 25 har Samson Agro valgt at stoppe produktionen af PG-gyllevognene. Med over 1.000 producerede vogne har PG 25 været virksomhedens største sællert gennem tiden.






































