Professionel rådgivning til hestefolk
Hesterådgiver Dorte Rebbe Schou giver blandt andet gode råd om produktion af hø til heste. Hun tolker også foderanalyser og giver gode råd om de ydre rammer til hestehold.
Undervurder ikke tidsforbruget til at passe heste. Mange nybagte hesteejere bliver overraskede over, hvor tidkrævende det er at passe selv et mindre hestehold.
Det siger hesterådgiver Dorte Rebbe Schou, indehaver af hesterådgivningsfirmaet HorseConsult ved Tureby nær Køge.
- Har man fundet sit drømmested ude på landet, hvor der er plads til nogle heste, er det ikke nok, at man er i stand til at fodre og passe sine heste. Nej, det er også vigtigt, at man er i stand til at holde og styre græsfolde, hvor der ofte tages et slæt til hø, inden hestene kommer på græs på arealerne, påpeger Dorte Rebbe Schou.
Hun er agronom med speciale i heste og arbejdede som hesterådgiver i en landboforening frem til 2000, hvor hun valgte at blive selvstændig, uvildig hesterådgiver og etablerede HorseConsult.
De ydre rammer
Udover fodring og pasning af heste rådgiver hun også om de ydre rammer – altså selve stedet og de tilhørende arealer, som et hestehold kræver.
- En af mine typiske opgaver består i at rådgive hestefolk om produktion af hø, som skal være af en høj kvalitet til heste. Jeg tolker også svar på foderanalyser, både med hensyn til indholdet af næringsstoffer og holdbarhed, fortæller Dorte Rebbe Schou og fortsætter:
- I øjeblikket hjælper jeg et stutteri, hvor nogle af hestene befinder sig i USA i en del af året. Her er det min opgave at finde frem til noget foder, som der er adgang til både herhjemme og derovre, så hestene udsættes for færrest mulige foderskift.
Læs hele artiklen i denne uges LandbrugØst