Alsidighed giver vækst hos østjysk maskinstation
Over halvdelen af omsætning i Odder Maskinstation kommer fra entreprenørarbejde, men ca. 30 traktorer, store gyllevogne, mejetærskere og halmpressere vidner også om gang i landbruget.
Det er en meget alsidig forretning, som Arne Mathiesen driver med Odder Maskinstation. Foruden det traditionelle landsbrugs- og entreprenørarbejde eksporterer han halm, driver tømrerfirma og leverer halm og hø til de mange hesteejere i det østjyske område.
Entreprenørarbejdet udgør dog over halvdelen af omsætningen, og Arne Mathisen har netop investeret i endnu en Eurocomach gravemaskine på 4,0 tons. Han har i alt seks-syv gravemaskiner heraf en række Eurocomach, men også en enkelt 25 ton gravemaskine. Den ny gravemaskine blev leveret lige op til hans 60 års fødselsdag, og den indgik i udsmykningen ved den store festligholdelse med mange kolleger og andre gæster til reception.
- Det handler ikke så meget om mærket på gravemaskinen, men mere om at jeg handler med Bejco og Børge Jørgensen. Jeg har altid fået en god behandling. Hvis der skulle opstå problemer, så tager de fat om det hos Bejco, uanset om det er Børge Jørgensen selv, eller det er Helle Hansen på kontoret. Det handler jo grundlæggende om, at de har indstillingen til at levere service, og det lægger jeg stor vægt på, siger Arne Mathiesen.
Foruden gravemaskiner har Odder Maskinstation også tre rendegravere, et par store læssemaskiner og en dozer.
- Vi udfører stort set alt entreprenørarbejde, som ikke er udbudt i licitation. Det kan både være jord- og kloakarbejde, nedbrydning, anlæg af græsplæner og anlæg af ridebaner eller klargøring til byggeri, fortæller Arne Mathisen.
Odder Maskinstation har 15 medarbejdere ansat på helårs basis foruden en række ekstra medarbejdere i sæsonerne. Arne Mathisen driver selv 900 hektar landbrugsjord og har en omfattende eksport af halm.
Firmaet er en blanding af en moderne og stærkt vækstorienteret virksomhed, og en traditionel familievirksomhed. Voksne børn og svigerbørn er med i driften, og der bydes jævnligt indenfor i køkkenet til kaffe eller mad. En maskinhandel afsluttes altid ved køkkenbordet.
- Det er en meget spændende virksomhed, som jeg har fulgt i mange år, og der er virkelig fart på, men Arne Mathiesen har formået at fastholde et tæt og personligt forhold både til leverandører og kunder, siger Børge Jørgensen.
Den nye gravemaskine til Odder Maskinstation er en ES40.2ZT. Det er zero turn maskine, der arbejder inden for bælternes bredde. Den har en nyudviklet styring, hvor alle funktioner er samlet i joystick, og der er naturligvis proportional styring.