Sukkerroe-udbytte stiger stabilt
Nordic Sugars projekt 20-20-20 er godt halvvejs, og målet om 20 tons polsukker pr. hektar i 2020 er inden for rækkevidde.
20 tons polsukker pr. hektar i 2020. Det er målet i Nordic Sugars projekt 20-20-20. Projektet blev sat i gang i 2010. Nu da det således er nået lidt mere end halvvejs, føler Claus Nørgaard, chef for Nordic Sugars danske agricenter, sig ret sikker på, at målet nås.
- Definitionen på 20-20-20 er, at de 20 procent dyrkere med det højeste udbytte skal ligge på mindst 20 tons polsukker i 2020. Da projektet gik i gang i 2010, var gennemsnitsudbyttet 11,4 tons, fortæller Claus Nørgaard.
- I kampagnen 2014 var de bedste 20 procent af dyrkerne oppe på 16 tons. Det faldt så i 2015, men kan vi fastholde den stigende kurve fra de første fem år af projektet, så får vi også 20 procent af dyrkerne op på 20 tons i 2020, påpeger han og oplyser, at allerede sidste år nåede både en dansk og en svensk dyrker 20 tons.
Dyrkerne lærer af hinanden
Projekt 20-20-20 er rullet ud i alle syv lande, hvor Nordic Sugar producerer sukker. Idéen er at lære af hinanden – både fra land til land, men også fra dyrker til dyrker i det enkelte land.
Og selv om det er de 20 procent med de højeste udbytter, der indgår i 20-20-20- definitionen, understreger Claus Nørgaard, at projektet skal komme alle dyrkere til gode.
- Den viden og erfaring, vi får fra dyrkerne med de højeste udbytter, skal vi give videre til alle andre dyrkere, så de også løfter deres resultater. Ved at fastholde en generel udbyttestigning kan vi sikre økonomien i roedyrkningen. Der er næppe andre afgrøder, der kan fremvise så stor og så stabil stigning i udbyttet som sukkerroerne.
Læs hele artiklen i næste uges LandbrugØst, der allerede kan læses fredag på nettet




































