De mange bilister på den travle landevej mellem Næstved og Slagelse har i Vallensved udsigt til Danmarks måske flotteste hønsehus, der er hjem for syv høns og en hane af racen Sussex.

I et hjørne af haven på Lund Møllevej 2 har Susi Jappe således ombygget et legehus til et fem-stjernet hønsehus med blandt andet flotte sommerblomster i indgangspartiet.

- Jeg elsker dyr, så mine dyr skal derfor have luksusforhold, og når det nu ligger ud til vejen, synes jeg også, det skal se godt ud, forklarer 37-årige Susi Jappe, der i sin ungdom tilbragte mange timer på et nedlagt landbrug hos bedsteforældrene i Stenlille og mosteren i Ugerløse. 

Altid liv i hjemmet

Udover de syv høns og hanen Hansemand har Susi Jappe og datteren Kitt to dansk-svensk gårdhunde og seks katte samt en pony på den nærliggende rideskole.

Der er således altid masser af liv i hjemmet i den sydsjællandske landsby 10 kilometer fra Næstved, hvor de firbenede heller ikke kan klage over forholdene.

- De får lov til at ligge i sengen, og de må faktisk alt, erkender den dyreglade sjællænder, som videre oplyser, at de to hunde – Dingo og Futte – elsker at køre bil og derfor er med alle steder.