Ejerskifte i Nutrimin i Ans
Medejer og adm. direktør i Nutrimin, Carsten Lind Pedersen, fratræder som en naturlig konsekvens af ejerskiftet sin stilling som adm. direktør i Nutrimin.
Medejer og adm. direktør Carsten Lind Pedersen har solgt sine aktier i virksomheden til de to øvrige medejere salgsdirektør Torben Nielsen og teknisk direktør Morten Balle med virkning fra 15. august 2016.
Baggrunden for salget er forskellige holdninger i ejerkredsen til selskabets fremtidige organisationsstruktur og vækststrategi.
Torben og Morten har valgt at sælge aktierne videre til Lars Staunsbæk, der er ejer af bl.a. Mammen mejerierne, og Lars indtræder i Nutrimins ejerkreds og bestyrelse på lige fod med Torben Nielsen og Morten Balle.
Nutrimin blev grundlagt i Ans i 2012 af Carsten Lind Pedersen, Torben Nielsen og Morten Balle og har siden opstarten haft stor succes med salg af mineral- og vitaminblandinger til primært svin og kvæg.
Virksomheden beskæftiger i dag 26 medarbejdere i produktion og administration.
- Vi vil gerne sige Carsten tak for hans store indsats samt det gode samarbejde, der har været medvirkende til at få Nutrimin godt i gang, siger Torben og Morten.
Vækststrategien fastholdes, og ejerskiftet forventes at bidrage yderligere til den positive udvikling af Nutrimin.
Der ventes ikke at ske ændringer i medarbejderstaben eller den daglige drift i forbindelse med det gennemførte ejerskifte.






































