En række foreninger omkring Herning-Ikast havde for nyligt inviteret til debat omkring fremtidens fødevarer. Her mødte cirka 60 tilhørere op.

Mødet startede på en nyetableret økologisk svinefarm ved Munklinde.

Her fortalte Jacob Gammelgaard om de fordele og ulemper, der var ved at etablere og drive et økologisk svinebrug.

Som nogle af de væsentligste fordele så han blandt andet øget dyrevelfærd.

Det kunne gæsterne ved selvsyn konstatere, da smågrise pilede rundt omkring til højre og venstre. 

Forskelle og ligheder

Efter gårdbesøget blev der afviklet debataften i Munklindehus, hvor forsker John E. Hermansen, Institut for Agroøkologi, Århus Universitet blandt andet talte om forskellene på økologiske og konventionelle fødevarer, mens Thyge Nyegård fra Danmarks Naturfredningsforening talte om fødevareproduktion set fra naturfredningsforeningens side.

Markedsanalytiker i Landbrug & Fødevarer, Nina Preus fortalte om, hvad forbrugerne har at sige om fødevarerne både i Danmark og i resten af verden. Endelig talte Karsten Willumsen, Herning-Ikast Landboforening om fremtidens fødevareproduktion set fra landbrugets side.

- Jeg synes, vi havde en god aften og en god debat, selv om vi godt kunne have ønsket, at der var flere folk uden for vores egne rækker, siger han.

Han hæftede sig især ved, at landbruget og organisationerne med en mere skarp miljø-profil dybest set ikke var så langt fra hinanden, som man kunne tro.

Forsker John E. Hermansen institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet opridsede i hovedtræk de største forskelle mellem de miljømæssige fodaftryk som økologisk og konventionel landbrugsproduktion sætter. Den økologiske belaster biodiversiteten mindre ligesom nitratudledningen er mindre ved mælkeproduktion. Til gengæld er både ammoniakfordampning og nitratudledning større ved økologisk svineproduktion. John Hermansen nævnte også, at lavere udbytter kan give et pres på jordressourcer andre steder i verden.

Læs hele artiklen i næste uges LandbrugSyd, eller i webavisen allerede fra fredag d. 1. juli.