Mange maskiner klar under broen
Den nye maskinmesse ved Lillebælt, »Maskiner under Broen«, der afholdes onsdag og torsdag i næste uge, tegner til succes. Ikke færre end 68 stande er klar til udstillingen.
Der er lagt op til et par spændende dage »under broen«, onsdag den 24. og torsdag den 25. august, når den nye maskinmesse »Maskiner under Broen« afholdes ved Lillebælt.
- Vi har stort set »fuldt hus« med ikke færre end 68 stande i forskellige størrelser, heraf flere på 1.000 kvadratmeter, fortæller udstillingslederen, den sønderjyske maskinkonsulent Erik Nissen. De fleste stande er fra 125 m² og opefter, og vi har faktisk kun en enkelt på 60 m² ledig.
Maskiner under Broen foregår under den nye Lillebæltsbro på Fyn-siden. På den plads, som gennem flere år har dannet ramme om arrangementer som »Rock under Broen«, loppemarkeder og meget andet.
Gratis adgang
Udstillingsleder Erik Nissen oplyser, at arrangørerne af Maskiner under Broen satser forsigtigt på et besøgstal omkring 5.000. Det er fuldstændig gratis at komme ind som gæst på udstillingen. Man kan bestille en billet på forhånd via udstillingens hjemmeside: www.maskinerunderbroen.dk, eller man kan vælge at få udleveret en billet ved indgangen.
Den nye maskinmesse ved Lillebælt henvender sig primært til en lang række professionelle kunder, blandt andre kommuner, boligselskaber, skoler, institutioner, anlægsgartnere, entreprenører, maskinstationer, vognmænd, kirkegårde, golfbaner, planteskoler, godser, stutterier og mange flere.




































