Erfaren mand med det største produktprogram
På Store Hestedag kan man blandt andet møde Claus Steen Hansen, der står bag både Hjørnely Ridecenter og hestetrailercentret hjoernely.dk.
Har man sagt Hjørnely, har man også sagt heste. Og Claus Steen Hansen, der i den grad brænder for de populære dyr.
Claus Steen Hansen er således både administrerende direktør og ejer af firmaet ved Ejby nær Lille Skensved mellem Køge og Roskilde.
Hjørnely Ridecenter blev etableret i 1975 og kører den dag i dag for fuld kraft – med Claus Steen Hansen som overordnet, praktisk ansvarlig.
I dag har rideklubben Epona, der udelukkende koncentrerer sig om det rent ridesportslige, til huse i ridecentret, hvor der er plads til 42 heste.
Sideløbende med ridecentret etablerede Claus Steen Hansen i 1996 hestetrailercentret hjoernely.dk, der kan fejre 20-års jubilæum i september, hvor man vanen tro kan møde ham på Store Hestedag i Roskilde.
Webshop og stort udvalg
- Udover hestetrailere og almindelige trailere sælger vi blandt meget andet staldinventar, staldudstyr som fodervogne og trillebøre, diverse arbejdsredskaber og foder samt beslagsmedeudstyr- og produkter, fortæller han.
Butikken hos hjoernely.dk har åbent hver dag, og siden 1999 har kunderne døgnet rundt også haft mulighed for at købe ind via firmaets webshop.
- Indtil Brenderup stoppede sin produktion af hestetrailere, var vi Brenderup hestetrailercenter. Nu er vi blevet forhandler af de tyske Humbaur hestetrailere øst for Storebælt. Desuden kan vi tilbyde brugte hestetrailere, blandt andet Brenderup, oplyser Claus Steen Hansen.
Læs hele artiklen i denne uges LandbrugØst








































