Det er efterhånden blevet et lotteri, når man søger om tilskud til naturprojekter og naturpleje. Det skyldes bl.a. konstant skiftende ordninger, beløb, regler og kriterier for prioritering af ansøgninger.

Det skaber en masse usikkerhed for de mennesker, der gerne vil lave ny natur og pleje den. Større stabilitet både i indhold og tildeling af midler har stor betydning for, om der kan laves natur og om der kan skaffes dyr til naturpleje. Man kan ikke skabe god natur og naturpleje med ustabile ordninger i 4 års intervaller.

Sidste år oplevede vi, at en del fik afslag på deres ansøgninger, samtidig med en ganske absurd prioritering af hvem der fik tilsagn, og hvem der fik afslag. Men det var jo bare nogle landmænd, som var uheldige i naturlotteriet.

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke ryster på hovedet af den prioritering der er sket.

Store fonde scorer store penge

Et eksempel på naturlotteriet er ordningen til forbedring af levesteder for bilag 4 arter. Her kunne man bl.a. få tilskud til gravning af søer i særlige områder.

Nogle få projektmagere, der indsendte meget store puljer af projekter, fik alle pengene. Almindelige lodsejere, der vil gøre noget godt for naturen, indsendte deres egen, ærlige ansøgning i god tro. Alle fik en lang næse, de var uheldige i lotteriet og har spildt tid og penge på nytteløse ansøgninger.

En af de heldige i denne ordning var Åge V Jensens fond. En fond, der har milliarder i udlandet og profilerer sig på at gøre en masse godt for naturen, men for offentlige midler. Alle de penge burde, efter min mening, gå til almindelige jordejere, som ikke har milliarder i en fond i udlandet. Lodsejere som kan tage medejeskab og ansvar for naturen.

Det dur ganske enkelt ikke at landboere, der af egen drift vil gøre noget godt for naturen, sidder tilbage med følelsen af de har ”været uheldige” i et lotteri om naturmillioner. Og herefter se den store gevinst gå til en fond med mia. af kr. i udlandet

Jeg synes det grænser til det usmagelige.