Minister oplever åbent landbrug hos andelshaver
Søndag den 18. september er der Åbent Landbrug over hele landet og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, bruger dagen hos en af Danish Crown's andelshavere.
Fødevareminister Esben Lunde Larsen vil være blandt de omkring 1.500 gæster på søndag den 18. september kl. 10-16, når andelshaverparret Gitte Givskov og Vagn Lindy Pedersen inviterer til Åbent Landbrug på Adelgaard ved Skjern.
Ud over at præsentere sin bedrift for ministeren ser Vagn Lindy Pedersen frem til at lade de besøgende komme tæt på sine 140 jerseykøer og -kalve.
- Modsat tidligere generationer har mange i dag ingen forbindelse til landbruget. Derfor glæder vi os til at give folk fra byen en god oplevelse ved at vise, at dyrene har det godt i et moderne landbrug og vise, hvor maden kommer fra, siger Vagn Lindy Pedersen, som leverer 20 kreaturer til Danish Crown om året.
Esben Lunde Larsen besøger Adelgaard i selskab med formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, kl. 13.30-14.00. Her får de en rundvisning på gården og taler med værtsparret og dagens gæster.
Ejvind Kviesgaard, senior manager i Danish Crown Beef, er glad for, at 23 andelshavere deltager i Åbent Landbrug.
- Det er en god måde at få kontakt til det omgivende samfund på, konstaterer han.
Du kan se en oversigt over hvor der er Åbent Landbrug ved at klikke her





































