Det er et par store spillere i dansk landbrug, der nu går sammen om at være hinandens økologiske forsyningskilder. Hele kødkvægbesætningen på omkring 600 limousine- og anguskvæg på Tjele Gods bliver økologiske og andre økologiske dyr vil komme til i fremtiden. Kvæget skal bidrage med gødning i form af gylle og dybstrøelse, der spredes ud på markerne. 

Fælles økologisk fremtid

Med aftalen får DanRoots nye store produktionsarealer omkring Tjele Gods. Der er indgået en aftale mellem de to parter, så DanRoots gradvist over de næste fire år kan udvide produktionen af økologiske gulerødder og andre rodfrugter betragteligt. De økologiske fødevarer er kommet for at blive og hos både DanRoots og Tjele Gods ser de store fremtidsperspektiver på området: 

- Vi tager det første spæde skridt for at tilbyde danskerne økologiske produkter fra Tjele Gods. Jeg er sikker på at forbrugerne for alvor har fået øjnene op for kvaliteten af økologisk producerede fødevarer. Vi prøvede for 20 år siden, men dengang var markedet ikke modent. Det er det i dag. Vi glæder os derfor til at forædle egne økologiske produkter til de mange kvalitetsbevidste forbrugere, udtaler godsejer Ditlev von Lüttichau fra Tjele Gods.    

Kvalitet smager bedre

Kvalitetsholdningen til økologiske fødevarer vinder i høj grad gehør hos DanRoots, som i dag leverer omkring halvdelen af alle rodfrugter til den danske detailhandel. Fuldt implementeret om fire år betyder det, at DanRoots kan råde over et samlet areal på 3.000 hektar jord til virksomhedens økologiske produktion. Efterspørgslen efter økologiske produkter er stigende, og det gælder også her om at tænke i stordriftsfordele: 

– Vi oplever en stor vækst i vores økologiske produkter. Væksten kommer fra Danmark, men også fra vores eksportmarkeder med Tyskland i spidsen. Vi forventer at vores konventionelle produkter på sigt vil blive udfaset fra markedet, så vi på et tidspunkt udelukkende producerer økologisk. Vi glæder os meget over samarbejdsaftalen med Tjele Gods, da vi har en fælles interesse i høj fødevarekvalitet til forbrugerne, udtaler Peter Vestergaard fra DanRoots. 

Tjele Gods og DanRoots har samarbejdet på forskellig vis gennem en årrække, hvor DanRoots har lejet sig ind på mindre jordarealer omkring godset. Med den nye aftale udvides samarbejdet mellem de to fødevareproducenter, der udover gødnings- og foderforsyning vil kunne drage nytte af hinandens generelle erfaringer med økologisk produktion.