Gefions lokaler i Sorø danner mandag den 3. oktober klokken 19-22 rammen om det næstsidste af i alt fem stormøder med blandt andre miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der i slutningen af august indledte en danmarksturné i Sønderjylland.

I september har landbrugets minister deltaget på stormøde i Vendsyssel og på Fyn, og nu er turen altså kommet til Sjælland, inden møderækken slutter i Herning på den sidste dag i oktober.

Det er foreningerne i Landbrug & Fødevarer, som står bag de fem stormøder med Esben Lunde Larsen, og han står også for det første indlæg på det kommende møde i Sorø. 

Indlæg om vandområdeplaner

Der ventes stort rykind til mødet i Sorø, hvor der formentlig vil være både mange spørgsmål og debat, inden miljø- og fødevareministeren kan overlade talerstolen til Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild.

Efter en kort pause vil der være to indlæg om vandområdeplanerne – først et indlæg fra Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning og dernæst et indlæg fra Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Det er gratis at deltage på stormødet i Sorø, der dog – af praktiske hensyn – kræver tilmelding, og det skal ske til Gefion senest torsdag den 29. september.