Specialskole skal tæt på dyrene
Når Kimbrerskuet fredag slår dørene op, vil eleverne fra Vestermarkskolen være blandt de besøgende.
Agri Nord og nf plus, der står bag Kimbrerskuet i Messecenter Vesthimmerland, har inviteret de 51 elever fra Vestermarkskolen til at komme på dyrskue og opleve dyr og maskiner helt tæt på.
Viceskoleleder fra Vestermarkskolen, Jens Lyngby, fortæller, at det er en stor oplevelse fra eleverne at komme til dyrskue.
- Vestermarkskolen er en folkeskole for elever med generelle læringsvanskeligheder, hvor elevgruppen spænder vidt fra bogligt og socialt svage elever til elever med multiple funktionsnedsættelser. Det er utrolig vigtigt for dem at få oplevelser, hvor de kommer helt tæt på. De skal helst kunne røre, dufte og se det vi taler om, fortæller Jens Lyngby.
Til Kimbrerskuet er der mulighed for at se blandt andet køer, geder, kaniner, får og fjerkræ ligesom der er maskinudstilling. Jens Lyngby forklarer, at det giver mulighed for efterfølgende at bruge besøget i undervisningen.
- De af vores elever, som har et sprog, kan efterfølgende tale om landbrug og hvor maden kommer fra. For de svageste elever, som har ikke har noget sprog, der er dyrskuet en stor sanseoplevelse, siger viceskolelederen.
Vil vise landbruget frem
Arrangørerne bag dyrskuet har valgt at sponsorere gratis adgang for Vestermarkskolen – netop for at give eleverne mulighed for at møde landbruget og dyrene på nærmeste hold.
- Dyrskuet er en unik mulighed for at lade landbruget og byen mødes. Vi ønsker at fortælle om vores arbejdet i landbruget til det øvrige samfund, og kan vi samtidig være med til at give en gruppe børn en god oplevelse, så er det et stort plus, fortæller næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard.
I år er Vestermarkskolens 51 elever som sagt inviteret til dyrskue, men derudover gæster omkring 300 elever fra Vesthimmerlands Kommune også skuet, da der gennem flere år har været tradition for at invitere kommunens 4. klasser på rundvisning.
Kimbrerskuet afvikles fredag 7. og lørdag 8. oktober





































