Gode samtaler om landbruget som vores fælles fremtid
Det første møde var yderst vellykket, med rigtig mange gode samtaler. Det regner vi med fortsætter, siger Kirsten Bjerge, køkkenleder på Vestjyllands Højskole og medarrangør af møderækken om landbrug, natur, fødevarer, forbrug og samfundsnytte i Ringkøbing-Skjern kommune.
- Set fra regnormenes perspektiv svarer pløjning til at køre en bulldozer gennem et villakvarter.
Ordene kom fra Søren Ilsøe, landmand og ’conservation agriculturalist’. Sammen med Martin Beck fra gårdfællesskabet Almeende var han oplægsholder på det første af den række af fire møder, hvor Vestjyllands Højskole, Vestjysk Landboforening og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd sætter fokus på landbrugets fremtid i Danmark.
Under overskriften "hvordan kan vi dyrke jorden uden at belaste miljø og klima?" blev der opstillet en lang række løsninger. Martin Beck kom med gode løsninger til hvordan man også indenfor det økologiske kan dyrke pløjefrit, og samtidig minimerer ukrudtstrykket: I stedet for den konstante pløjning kunne man lade jordens økosystem - med regnorme, bakterier, svampe, insekter og larver opbygge jordens frugtbarhed og lagre kulstof i jorden. På globalt plan ville bare 2% mere humus (kulstof) i alle landbrugsarealer løse vores CO2 problem.
Blandt de 30 fremmødte var der mange lokale landmænd. Nysgerrigt spurgte de ind til de anderledes dyrkningsmetoder. Den nysgerrige og åbne stemning glæder Kirsten Bjerge, der udover sit arbejde i køkkenet også har knapt 20 års erfaring som deltidslandmand.
- På tværs af holdninger og erfaringer blev der fundet frem til det, som man kan være enige om. Blandt andet, at det giver god mening at styrke biodiversiteten. Det giver gevinst hele vejen rundt – økonomisk og miljømæssigt. Det kan faktisk ikke betale sig at lade være.
Samtalen ved det første af de fire åbne møder var netop et vellykket eksempel på det ny rum for samtale mellem landmænd, fødevareproducenter, borgere og politikere, som er intentionen med de fire åbne dialogmøder omkring landbruget og landbrugserhvervets muligheder, som Vestjyllands Højskole har arrangeret sammen med Vestjysk Landboforening og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Inspireret af de Folkeråd, som højskolen har afholdt gennem de sidste par år, er formen både uformel og inddragende.
Rane Baadsgaard Lange, højskolelærer på Vestjyllands Højskole, forklarer:
- Landbruget er helt afgørende for vores fælles fremtid. Derfor må vi mødes på tværs af grøfterne og prøve at finde nye veje fremad. Vi ønsker at skabe et nyt rum for samtale mellem landmænd, fødevareproducenter, borgere og politikere - et rum for en mere kreativ, åben og nytænkende samtale, end den der ofte høres i medierne.
Næste møde er tirsdag 29. november kl. 19-21. Her vil Thomas Roland, ansvarlighedschef, COOP, og Svend Daverkosen, Landbrugs- og Miljøchef, Årstiderne belyse de krav, som borgere, interesseorganisationer og politikere til landbruget i dag.
Info:
Landbruget – vores fælles fremtid er åbne for alle.
Entre inkl. kaffe og kage 35 kr. – tilmelding ikke nødvendigt.
Inden de åbne møder er man velkommen til at spise et aftenmåltid på Vestjyllands Højskole. Det er kl. 18 og det koster 100 kr. Tilmelding til spisning senest kl. 10 dagen før på kontor@vestjyllandshojskole.dk
Øvrige møder:
Mandag den 16. januar kl. 19-21
Med ryggen mod muren – krisen som mulighed
Hvilke ejerskabsformer kan skabe en vej ud af krisen?
Debat med Martin Thorsø, PhD, Institut for Agroøkologi - Jordbrugssystemer og Bæredygtighed, Aarhus Universitet, Henning Lorenzen, landmand, Almeende, Thorkild Ljørring Pedersen, næstformand, Jordbrugsfonden på Samsø og en repræsentant fra Finansrådet
Mandag den 30. januar kl. 19-21
Landbrugets fremtid – nye forretningsmodeller
Hvordan kan vi sammen skabe fælles fodslag og en fælles vision for fremtiden for landbruget?
Dialog med Rasmus Blædel, PhD, KU og Lone Andersen, næstformand i Landbrug og Fødevarer
Projektet er støttet af FFDs Folkeoplysningspulje og Landbrugets Kulturfond.





































