Bekymring for udsigt til stop for brug af Vet-zink
EU’s medicinagentur EMA anbefalede i sidste uge stop for brug af veterinært ordineret zink til fremme af sundheden hos grise, og det skaber bekymring hos foreningen Danske Svineproducenter
Danske Svineproducenter konstaterer med stor bekymring, at EU’s medicinagentur, EMA (European Medicines Agency), i sidste uge anbefalede stop for brug af veterinært ordineret zink til fremme af sundheden hos grise, primært til behandling og forebyggelse af tarmlidelser. Agenturets anbefaling afventer nu at blive behandlet i EU-Kommissionen.
Zink er et mikromineral, der findes i mad og vitaminpiller, og er essentielt for dyr og planter. De seneste mange år har det været muligt for danske dyrlæger at ordinere ekstra zink til smågrisene i en periode på to uger - det såkaldte Vet-zink. Og det er et EU-forbud mod netop Vet-zink, som svineproducenterne nu har begrundet frygt for, bliver en realitet.
- Når det er lykkedes for os at komme så langt ned i brugen af antibiotika, som vi er her i landet, så skyldes det netop brugen af Vet-zink, og derfor er jeg stærkt bekymret for et eventuelt forbud mod Vet-zink, siger formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen.
- Vi ved endnu ikke, hvornår EMA’s anbefaling bliver behandlet i Kommissionen, og vi ved heller ikke, hvilken skæringsdato, der eventuelt vil blive tale om. Men i tilfælde af, at Kommissionen vælger at følge EMA’s anbefaling, råder vi Kommissionen til at inkorporere en rimelig overgangsperiode på 5-10 år, der gør det muligt at finde reelle alternativer til Vet-zink.
Henrik Mortensen forklarer, at selvom den danske svinebranche allerede nu er i fuld gang med at lede efter tilstrækkelige gode alternativer til zink, så findes der desværre endnu ingen reel erstatning.
- Men vi arbejder indædt på det, understreger formanden.
Blandt andet er udbuddet af probiotika eller tilsvarende ikke testet i bund med sikre resultater, og Henrik Mortensen understreger, at det er vigtigt, at alternativer til Vet-zink skal være lige så effektive som zinkoxid.
- Hvis Kommissionen ikke indfører forbuddet med en rimelig overgangsordning, kan vi frygte, at forbruget af antibiotika til smågrisene kommer til at stige, og det kan jo ikke være i nogens interesse, påpeger han.
EMA’s anbefaling til Kommissionen kan ses her: http://www.ema.europa.eu/ema/index.jsp?curl=pages/news_and_events/news/2016/12/news_detail_002661.jsp&mid=WC0b01ac058004d5c1