Ny Kverneland-plov afsløres på julemarked
Når Farmas i Farsø holder julemarked i morgen fredag bliver det med Danmarkspremiere på den nye Kverneland i-Plough.
I morgen fredag holder maskinforretningen Farmas julemarked i Farsø, og i den forbindelse viser de, for første gang i Danmark, den nye i-Plough fra Kverneland.
- Kverneland deltager ikke på Agromek, og derfor har vi fået chancen for at være de første, der viser den, fortæller salgschef hos Farmas, Thomas Mikkelsen.
Ploven udmærker sig ved, at den er isobus-styret, så plovens indstillinger kan styres med et tryk på en knap. Det gælder både pløjedybde og vinklen på vendehovedet.
Det er altså slut med at indstille manuelt med nøgler og dreje på haner.
Den nye styring betyder også, at tilkoblingen er blevet meget mere enkel. Ploven tilkobles med et kabel og få slanger. Den har også den finesse, at der er drejeled i vendehovedet, så den kan transporteret på vejen som en vogn.
Lidt af en begivenhed
Den nye i-Plough, der er udstillet i Farsø, er en fem-furet vendeplov, men ploven fås i flere forskellige størrelser.
- Det er sjældent, der kommer en ny plov-model, så det er lidt af en begivenhed, at vi kan vise den, siger Thomas Mikkelsen.
i-Plough har cirka 10 centimeter større gennemgang, hvilket svarer til en forøgelse på 15 procent.
- Det betyder, at den er velegnet til at pløje større mængder halm og staldgødning ned, siger salgschefen.
Julemarked
Julemarkedets hovedformål er at vise Farmas’ produktprogram, men der er også julehygge på programmet og mange gode tilbud i butikken. Samtidig er der besøg af mere end 40 gæsteudstillere og leverandører.
Der er åbent fra klokken 10.00 til 21.00, og lidt godt til ganen også om eftermiddagen i anledningen af, at Farmas i år har 75 års fødselsdag.
Udover hovedsædet i Farsø har Farmas afdelinger i Viborg og Herning, og beskæftiger i alt cirka 80 mand.