Ny mand ved roret hos Skovdyrkerne
Efter 8 år som formand overlader den fynske godsejer Torben Bille Brahe formandsposten hos Skovdyrkerne til selvstændig landbrugs- og naturrådgiver Lars Skou Gleerup.
Skovdyrkerne har fået ny formand. Virksomheden er Danmarks største medlemsejede virksomhed indenfor skov og landskab med over 100 ansatte i de 5 lokale enheder. Skovdyrkerne er involveret i driften hos mere end 5.000 skovejere, som tilsammen har op mod en tredjedel af Danmarks private skovareal. Omsætningen hos Skovdyrkerne var sidste år på knap 600 mio. kr.
Efter 8 år som formand trak den fynske godsejer Torben Bille Brahe sig forleden tilbage og overlod roret til agronom og selvstændig landbrugs- og naturrådgiver Lars Skou Gleerup fra Ry i Midtjylland.
Selv om træerne i skovene vokser langsomt, så må en virksomhed, der arbejder med skovdrift, udvikle sig i et stadig hastigere tempo. Torben Bille Brahe ser tilbage på 8 spændende år, hvor lokalforeningerne gik sammen og dannede en koncern, hvilket har været forudsætningen for en lang række af de interne udviklinger med større lokalenheder, med digitalisering, med videndeling og med specialisering af medarbejdere på tværs af landet.
I perioden er også udviklet et tættere samarbejde med landbrugets rådgivningscentre samt med skovbrugets øvrige virksomheder, specielt omkring træflisens placering på det danske energimarked – helt afgørende for skovenes pasning og økonomi.
Lars Gleerup vil fortsætte denne linie. Han er cand. agro fra Landbohøjskolen og har i mange år arbejdet indenfor landbrugsrådgivningen, de seneste 5 år i egen rådgivningsvirksomhed. Han ejer og driver Stensgaard ved Ry, en mindre land- og skovejendom med produktion af juletræer, klippegrønt, samt hø/wrap og hold af islandske heste. Han har siddet i bestyrelsen for Skovdyrkerforeningen Midt (tidligere Østjylland) de seneste 6 år.
Han ser meget positivt på Skovdyrkerne rolle som en betydende rådgivnings- og afsætningsvirksomhed indenfor skovbruget. Men som fastholder sin særlige status som en medlemsejet organisation, der ikke skal generere et afkast, men sikre medlemmerne bedst mulige rådgivning og drift af deres ejendomme, og den bedst mulige afsætning af deres produkter.
- Derfor kan vi med rette sige, at vi arbejder for skovejerne og deres ønsker, og ikke for kortsigtet profitoptimering i virksomheden. At vi altid er på skovejernes side, siger Lars Glerup og fortsætter:
- Skovdyrkerne er i dag en moderne organisation og virksomhed, hvor vores 5 lokalforeninger og sekretariatet i fællesskab matcher alle øvrige aktører på markedet. Vi har styrken og fagfolkene til at være den foretrukne samarbejdspartner for skovejeren.
- Derudover ønsker vi også at være en erhvervspolitisk spiller, der sammen med vores brancheorganisation Dansk Skovforening indgår i tidens diskussioner om natur contra produktion, om biobrændslerne, skovrejsning, certificering og dokumentation af bæredygtigheden i skovproduktionen, og om befolkningens og skovejernes brug af skovene til rekreative formål. Der bliver nok at tage fat på.