Rådgivningsselskab etablerer sig på Foulum
Rådgivningsvirksomheden Sagro etablerer sig på Forskningscenter Foulum, for at sikre et tættere samspil mellem forskning, rådgivning og mælkeproducenter
I forlængelse af sommerens fusion mellem Jysk Landbrugsrådgivning og Heden & Fjorden, etablerer SAGRO kontor på AU Foulum fra årsskiftet.
- Det er en central placering for vores nuværende og fremtidige aktiviteter i forhold til fremtidens kvægrådgivning, siger chef for Sagro Kvæg, Erling Lundager Kristensen.
Han understreger, at netop placeringen på forskningscentret sikrer, at SAGRO kommer helt tæt på forskningsmiljøet og dermed også får hurtigere adgang til den nyeste viden – og tilsvarende hurtigere kan komme med input til fremtidige forskningsprojekter.
- I princippet kan vi nu få ny viden om formiddagen og sætte de nye muligheder i spil hos mælkeproducenten samme eftermiddag, siger Erling Lundager Kristensen.
I forbindelse med etableringen har Sagro foretaget en række ansættelser, der forstærker omfanget af specialist-kompetencer i Sagro´s kvægrådgivning.
Fremover vil en række medarbejdere få base på kontoret i Foulum. Her er tale om kvægrådgiverne Dorthe Brask-Pedersen, Katrine B. Bjørn, Vibeke Duchwaider, Rasmus Krarup, Tonny Andersen, Peter Hvid Laursen, slagtekalverådgiver Annedorte Jensen, grovfoderrådgiver Brian Søndergaard samt kvægfagdyrlæge Line Fruergaard-Roed og kvægdyrlægerne fra Ans Kvægpraksis.










































