Samarbejde sætter turbo på FMS
Maskinkonsulent Erik Nissen sætter turbo på FMS i Planteavlsafdelingen hos SLF.
Erik Nissen, der har stor erfaring med maskinanalyser arbejder nu tæt sammen med planteavlskonsulenterne og økonomerne hos SLF på Billundvej i Vojens, for at sætte turbo på, at flere landmænd får glæde af mark-analyseredskabet FMS (FoderMarkSystem).
Planteavlskonsulent Carsten C. Kock, SLF, fortæller, at man har haft godt gang i FMS de sidste halvandet år, og mange landmænd er blevet opmærksom på, at der er penge at tjene ved at træffe beslutninger på grundlag af analyser af fremstillingsprisen på foderenhederne eller salgsafgrøderne målt i kg.
- Det er helt tydeligt, at mange faktisk bliver overraskede over, at fremstillingsprisen på foder og korn er højere, end det kan sælges til. Mange gange har det udgangspunkt i for høje maskinomkostninger, og derfor er vi rigtig glade for at kunne udbygge samarbejdet med Erik Nissen og få mere fokus på maskinsiden, siger Carsten C. Kock.
Erik Nissen tilføjer at der er stigende interesse fra landmænd om at kende fremstillingsprisen på de enkelte afgrøder. Det er en naturlig konsekvens at de seneste års krise, at der sættes fokus på økonomisk optimering hele vejen rundt.




































