Økologisk sukkerroedyrkning realiseres allerede i år
Nordic Sugar arbejder fortsat på at finde roedyrkere til det første år med produktion af økologisk sukker i Danmark.
- Vi er glade for 200 hektar, 300 hektar eller 400 hektar, siger chefkonsulent Claus Nørgaard, Nordic Sugar, om den igangværende proces med at finde roedyrkere til det første år med produktion af økologisk sukker på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster.
Nordic Sugar lancerede på nogle informationsmøder i januar muligheden for at producere økologisk sukker, som fabrikken ser et stigende marked for.
- Uanset hvornår vi præsenterer muligheden, vil de interesserede landmænd være på mange forskellige stadier i forhold til at kunne udnytte muligheden, fortæller Claus Nørgaard.
- Nogle har helt omlagte arealer, mens andre er under omlægning, og endelig er der nogle, der bruger anledningen til at realisere sine overvejelser, forklarer chefkonsulenten.
Fragttung afgrøde
I det materiale, Nordic Sugar foreløbig har udsendt om muligheden for at blive dyrker af økologiske sukkerroer, indikeres en pris på cirka 450 kroner pr. tons under omlægning og godt 650 kroner, når der er tale om fuldt omlagte økoarealer.
- Vi har taget det udgangspunkt i beregningerne, at vi står for fragten af roerne til fabrikken i Nykøbing fra det nuværende dyrkningsområde, som jo også indbefatter Fyn og Langeland, oplyser Claus Nørgaard og tilføjer:
- Skulle der være interesserede uden for det nuværende dyrkningsområde, for eksempel i Østjylland, kunne man også forestille sig, at avleren og vi kunne deles om fragten, så alle alligevel får noget ud af det.
Læs hele artiklen i denne uges LandbrugØst










































