Dæk til større landbrugsmaskiner bliver mere og mere avancerede, og kravene fra kunderne lyder på mere effektivitet i marken og på vejen. Et landbrugsdæk kører ifølge Michelin to tredjedele på vejen og en tredjedel i marken.

Derfor er kravene til dækproducenterne over de seneste år også stigende. Større maskiner, krav om bæredygtighed, lave vedligeholdelsesomkostninger og reducering af brændstofforbruget er bare et par af de krav, kunderne stiller i dag.

Derfor var det også et stolt Michelin-team, som kunne præsentere det allernyeste indenfor dækindustrien på Sima-udstillingen i Paris, nemlig Michelins nye Evobib-dæk, 2-i-1-teknologi, der har fået guldmedalje på messen.

Årsagen er, at Michelin har været i stand til at udvikle et dæk, der har en relativ snæver slidbane ved asfaltkørsel, hvorimod dækkets slidbane ved jordkørsel udvides betydeligt. 

20 hk mere

Et meget lavt dæktryk reducerer jordpakningen, og samtidig bliver trækkraften øget med ikke mindre end 20 hk. Det lover i hvert fald de tests, som Michelin har gennemført på traktorer mellem 160 og 300 hk.

Det ultralave dæktryk på mindre end 1,2 bar ved markarbejde, gør at dækkets aftryk øges med 20 procent. Omvendt ved vejkørsel øges bartrykket på dækket til op over 2 bar.

- Det er et privilegium at modtage en guldmedalje på Sima-udstillingen på vegne af Michelin. Det nye 2-i-1-dæk er et sandt teknologisk gennembrud på dækmarkedet, og det er vores tredje generation af store nyskabelser, sagde Ladent Emmanuel, som er direktør for Michelin landbrugs- og entreprenørdivision. 

Lang tradition

Allerede i 1970 præsenterede Michelin det første radialdæk, og i 2004 blev Ultraflex-dækket lanceret.

- Det meget lave dæktryk i Evobib-dækket og 2-i-1-teknologien har vist, at det nye dæk øger brændstofbesparelsen, reducerer jordpakningen, øger trækkraften og sikkerheden samt giver blødere kørsel uden vibrationer, forklarede han.

Det nye Evobib-dæk bliver markedsført i to versioner: Michelin Evobib VF 710/70 R 42 rear og Michelin Evobib VF 600/70 R 30 front.