Niels Sødergren, indehaver af Bårse Maskinforretning, holder flyttedag, og det medfører en ny maskinforretning i Køge samtidig med, at Bårse Maskinforretning lukker og slukker efter 22 år i Præstø.

Da Niels Sødergren i midten af 1990’erne stiftede Bårse Maskinforretning, lå den selvfølgelig i den lille sydsjællandske landsby, men efter bare halvandet år flyttede Niels Sødergren forretningen til nabobyen Præstø.

Han valgte dengang at beholde firmanavnet, men det gør han ikke denne gang. Det det nye have/park-center i Køge skifter i forbindelse med flytningen nemlig navn til Minitraktorgården Køge, og det er ganske naturligt. 

Samme koncept

Det er nemlig ikke første gang, at Niels Sødergren retter blikket mod nord. For omkring 10 år siden overtog han Honda Minitraktorgården i udkanten af Næstved og skaber med navneændringen dermed lidt synergieffekt.

- Konceptet i Køge bliver stort set også det samme som i Næstved, fortæller 45-årige Niels Sødergren, der ikke har planer om, at Minitraktorgården skal have andre afdelinger.

- Jeg er en type, der gerne vil være til stede og synlig i mine forretninger. To er passende og overskueligt for mig, forklarer Niels Sødergren og oplyser, at han længe har ønsket at få Minitraktorgården til Køge. 

Perfekt beliggenhed

- Nu synes jeg, at muligheden til det passede godt, og jeg glæder mig til vi er klar til at åbne i Køge, hvor vi har en perfekt beliggenhed på Unionsvej, der ligger få minutters kørsel fra den nye Køge Nord-afkørsel.

Her får den nye maskinforretning 1.270 kvadratmeter butik, lager og værksted, og der vil – ligesom i Næstved-afdelingen – være noget for forskellige kundegrupper til for eksempel kirkegårde, boligselskaber, entreprenører, anlægsgartnere, kommuner, mindre skovbrug og landbrug. 

Minitraktorgården er blandt andet eneste autoriseret Kubota-forhandler af landbrugs M-serien 71-170 HK på hele Syd-, Midt- og Vestsjælland samt Lolland -Falster til skov- og landbrug samt kommuner og industri. Der føres også salg og reparation af løse Kubota-motorer.