Ingen grund til at udvide – bundlinjen er den samme
Den nordvestsjællandske mælkeproducent Martin Hansen har med sine 100 køer i mange år tjent lige så meget som dem, der har dobbelt så mange køer.
Martin Hansen har ingen aktuelle planer om at udvide sin bedrift med 100 jersey-årskøer samt et markbrug på 80 hektar, hvoraf 12 hektar er forpagtet. Han siger, at han tænker som en husmand og har altid været medlem af Familielandbruget.
- For mig er størrelse ikke et mål i sig selv. Jeg har i de seneste mange år tjent lige så meget som dem med 200 køer, konstaterer den 49-årige landmand, der bor ved Favrbo nær Snertinge mellem Holbæk og Kalundborg.
Her overtog han i 1999 sit fødehjem, Stenagergård, efter sine forældre. På det tidspunkt talte gårdens besætning 60 køer plus opdræt. Hertil kom en mindre slagtesvineproduktion.
Byggede til stalden
Efter overtagelsen satte Martin Hansen svinene ud med det samme og byggede til siden af sengebåsestalden, der er fra 1980. Det var en billig udvidelse af stalden, som gav plads til de nuværende 100 malkekøer plus hundyropdræt.
- Da mælkeprisen var helt i bund sidste år, var min økonomi også i bund. Nu har mælkeprisen heldigvis rettet sig igen, og så går det godt. Som tingene ser ud nu, har jeg tænkt mig at blive ved, så længe jeg kan holde til det, og så længe jeg kan skaffe medhjælp, siger Martin Hansen.
Han har en voksen medhjælper i stalden og kan i øvrigt godt mærke konkurrencen om arbejdskraft fra de store virksomheder i Kalundborg. De presser nemlig lønniveauet op på egnen.
Læs mere i næste uges LandbrugØst eller i Webavisen allerede idag




































