225 unge landbrugsledere fik styr på karrieren
LandboUngdom og Sagro havde inviteret alle landets elever på produktionslederuddannelsen til Temadag på rådgivningscentret Sagro i Billund. 225 mødte op og dagen skulle bruges til, at de unge kunne få styr på karrieren.
- Hvor er det vildt, at over 200 unge kommer til Temadag hos LandboUngdom. Det er virkelig fedt og et tegn på, at der er stor kvalitet i vores faglige arrangementer, lyder det fra formand for LandboUngdom Peter Kock, i forbindelse med at LandboUngdom og Sagro havde inviteret alle landets elever på produktionslederuddannelsen til Temadag på rådgivningscentret Sagro i Billund.
Karrieremål på plads
Da dagen startede fik alle deltagere udleveret et stykke papir, hvor på de kunne skrive deres karrieremål fra i dag og frem til år 2030.
- Formålet er, at alle der går herfra i dag er mere bevidste omkring deres fremtidige retning for deres karriere, og hvordan de kommer derhen. Fordi man sætter sig et karrieremål, så betyder det ikke, at det ikke kan ændre sig. For det sker ofte. Men man skal have en retning at gå efter, som er skabt på baggrund af ens egne værdier, og det er rart for de fleste, påpeger Dorte Kvistgaard, karriererådgiver i Sagro.
Kig til siden og bliv klogere
Økologirådgiver Mads Mortensen var en af oplægsholderne, og han opfordrede til, at man også kigger lidt til siden for at finde udfordringer, som kan styrke ens karriere.
- For mit eget vedkommende, så har jeg bygget forskellige kompetencer på ud over min uddannelse. Det er for eksempel klovbeskærer kursus, dyrskuedommer og så mit frivillige arbejde i LandboUngdom. Alle tre ting har styrket mig som person, og dermed styrket mine muligheder for at få det job jeg drømte om, fortæller Mads Mortensen.
OL guldvinder fortalte om mål
Det var tydeligt at høre på deltagernes spørgsmål i løbet af dagen, at mange havde planer om at blive selvstændige. Og derfor havde LandboUngdom inviteret Stine Hjarnø Jørgensen, fra Nordea, til at fortælle om, hvad man som ung skal have på bankbogen og CV’et, hvis man vil være selvstændig. Som afrunding på en forrygende dag, fik deltagerne et fantastisk inspirerende foredrag leveret af den tidligere olympiske mester i roning Arne Nielsson. Han fortalte ud fra sine erfaringer om, hvordan sætter man sig et mål og når det? Det kræver trods alt en ret stor portion vilje og ihærdighed, at nå i mål med at vinde OL-guld, men det gør det så sandelig også at lykkes som selvstændig landmand, det var alle i salen vist enige om.
Glad for hjælpen
Frederik Villadsen er i gang med produktionslederuddannelsen på Nordjyllands Landbrugsskole, og den 20-årige elev var glad for en dag med fokus på karrieren. - Min karriereplan er ikke lagt fast. Men jeg har nogle ideer og tanker om fremtiden. Min far har en ejendom, så jeg har da gjort mig overvejelser om, hvorvidt jeg på et tidspunkt skal overtage den. Men jeg går også med overvejelser, om jeg skal søge i en bank eller læse videre og blive rådgiver. Jeg vil helt sikkert tage Agrarøkonomen, for hvis jeg skal have mulighed for at blive selvstændig, så er den god at have. Men inden AØ så skal jeg have mig nogle oplevelser. Når jeg er færdig til sommer skal jeg arbejde seks måneder, og så starte i Livgarden til december. Så må vi se, hvad der sker derefter, fortæller Frederik Villadsen.