Byggeri og Teknik I/S har fået henvendelser fra landmænd, der har købt silo L-elementer fra Vejdirektoratet.

Elementerne har været benyttet som midlertidige støttemure for sand og jord i forbindelse med motorvejsbyggeriet mellem Herning og Holstebro.

Elementer er produceret af Byggebjerg Beton og har eksempelvis betegnelsen L200i, hvor »I« står for industrielement.

Disse elementer er ikke beregnet til ensilagesiloer og er derfor farlige.

- Armeringen mellem fod og væg kan risikere at sprænge uden varsel med alvorlige uheld til følge, advarer Byggeri og Teknik.

 Ikke beregnet til køresiloer

Elementerne er beregnet til sand og jordlast og ikke ensilage med lasttillæg fra komprimeringskøretøj (gummiged, traktorer og lignende).

Elementerne kan kun belastes fra siden med fod og vil formodentlig kunne benyttes til korn, kraftfoder, mødding eller lignende.

Elementer har ingen bøsninger i forsiden af foden til iskruning af gevindjern. De har til gengæld nogle dornhuller i foden, der er beregnet til at montere et klæbeanker, såfremt elementet stilles på et eksisterende betongulv.

Hvis elementerne fra Byggebjerg Beton skulle kunne benyttes til ensilage, skulle de have betegnelse L200LVS, der har betydelig mere armering i sig og kan belastes fra begge sider.