Nu får landmænd permanent genopdyrkningsret
Et flertal i Folketinget har netop vedtaget, at genopdyrkningsretten gøres permanent, så danske landmænd lettere kan gøre en indsats for den lysåbne natur uden at risikere at miste retten til opdyrkning.
Som reglerne har været hidtil, har genopdyrkningsretten haft virkning i 15 år. Det vil sige, at landmændene har risikeret at miste retten til at genopdyrke et areal, der er lagt ud som halvkultur eller udyrket areal, efter 15 år. Det har betydet, at flere landmænd har set sig nødsaget til at genopdyrke eller oppløje et areal inden for tidsfristen på de 15 år for ikke at risikere, at arealetblev omfattet af beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3.
- Vi ønsker ikke at skræmme landmænd væk fra at lave natur, fordi de risikerer at miste retten til at bestemme over egen jord. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis landmænd opdyrker naturarealer alene fordi, de har en frist hængende over hovedet, som truer med at tage genopdyrkningsretten fra dem. Nu får de retten til egen jord permanent tilbage, og det giver forhåbentlig også mere natur, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.