Der skal sættes nyt skub i salmonellabekæmpelsen
Ifølge Danske Slagtekalveproducenter konstateres der salmonella i stadigt flere kvægbesætninger. Derfor kræver foreningen nu, at Dansk Kvæg følger op på salmonella-handlingsplanen.
Den landsdækkende forening Danske Slagtekalveproducenter mener, at der er hårdt brug for at få sat fornyet skub i bekæmpelsen af salmonella i kvægbruget.
- Selv om den stort anlagte salmonella-handlingsplan havde som mål at gøre kvægbruget salmonella-frit senest i 2016, så tyder meget på, at det her et år efter faktisk går den gale vej, siger formanden for Danske Slagtekalveproducenter, Lasse Olsen.
- Via mine kontakter rundt omkring i landet hører jeg nemlig, at der konstateres salmonella i stadigt flere besætninger, fortæller formanden.
Dansk Kvæg skal på banen
- Derfor kræver vi, at Dansk Kvæg nu kommer på banen og får fulgt op på salmonella-handlingsplanen. Vi slagtekalveproducenter har problemer med at skaffe det antal kalve, som vi har brug for i produktionen, påpeger Lasse Olsen.
- Det store flertal af slagtekalveproducenterne har salmonella-status 1. De undgår at købe kalve fra besætninger med salmonella-status 2 på grund af risikoen for så selv at havne i status 2, forklarer han og tilføjer:
- Er man først havnet i salmonella-status 2, kan man ikke sælge dyr til levebrug. Og er man tilmed så uheldig, at slagteriet finder salmonella i et af ens dyr, overføres man automatisk til status 3. Så kommer man under offentligt tilsyn og påføres dyre særslagtninger.
Behov for flere status 1 besætninger
- Mange af de cirka 35.000 kalve, der eksporteres om året, kommer fra besætninger med salmonella-status 2. Målet må i første omgang være at få gjort en indsats, så disse besætninger kan løftes over i status 1, siger Lasse Olsen.
- Kalvene fra de nye salmonella-status 1 besætninger ville være nemmere at sælge til slagtekalveproducenter herhjemme. Dermed ville mangelen på kalve til opfedning mindskes, slutter formanden for Danske Slagtekalveproducenter.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































