Majssåmaskine er tilpasset roesåning

Røstofte Maskiner og Kverneland fremviser på Roedagen en modificeret majssåmaskine til spinat og roer.

Der har gennem de senere år været en kraftig vækst i landmænd, som dyrker havefrø med hovedvægt på spinat. Denne trend følger Røstofte Maskiner op på og har kørt test med såning af 10 hektar roer på Møn og 10 hektar spinat på Sydsjælland samt såning af hybridraps og majs på Fyn.

Det er sket med en modificeret majssåmaskine til spinat og roer, som Røstofte Maskiner og Kverneland fremviser på Roedagen onsdag den 14. juni.

- Maskinen er oprindelig bygget til majssåning, men er gennem de senere år blevet tilpasset roesåning via forskellige tiltag, der øger præcisionen væsentligt, fortæller sælger Claus Haugaard.

Stor præcision

Han tilføjer derfor, at denne type maskine i dag kan så roer med samme store præcision, som ved de traditionelle cellehjulsmaskiner med skiveskær.

Da sårækkerne på maskinen er elektriske, er det, ifølge Claus Haugaard, ved såning af for eksempel hybridspinat, let at automatlukke rækker i kilerne, lave blindrækker, øge eller reducere udsædsmængden på hanrækkerne.

- Det er alt sammen noget, der skaber stor værdi, når der arbejdes med hybridfrø, påpeger Claus Haugaard og oplyser, at maskinen nemt kan udbygges med gødningsudstyr.
 

Læs også