Fra sjov ide til effektive insektfabrikker

Larver og biller er muligvis fremtidens mad, men hvordan kan insekterne blive til seriøs business? Det skal studerende og eksperter fra hele verden svare på under eventen Innovatefood.dk

Alle taler om insekter som en løsning på verdens fødevare- og klimaudfordring. Men hvordan kan de små kryb blive til hverdagsmad og god forretning?

Den udfordring vil projektet Invaluable og Innovationsfonden gerne have nye bud på, når de dygtigste studerende, forskere og eksperter mødes i Danmark under eventen Innovatefood.dk.
 
- Den aktuelle produktion af proteiner i form af for eksempel grise og kvæg kræver mange ressourcer og udleder meget CO2. Hvis vi skal brødføde en voksende befolkning og efterkomme behovet for protein, må vi finde løsninger, der kræver mindre plads og færre ressourcer, siger Peter Høngaard, direktør for Innovationsfonden.
 
Derfor har fonden investeret 19 mio. kr. i projektet Invaluable, hvor målet er at etablere industriel insektproduktion i Danmark med en årlig omsætning på 200 til 300 mio. kr. Projektet omfatter 11 partnere, projektleder er Lars-Henrik Lau Heckmann fra Teknologisk Institut, og hans vision er intet mindre end insektfabrikker.
 
- Det handler om at dyrke insekter på en hel anden skala end hidtil set, så vi kan fremstille store mængder protein i de former, fødevareproducenter har brug for. Samtidig skal proteinerne finde vej til nye produkter, og den proces vil vi gerne have nogle nye bud på, siger Lars-Henrik Lau Heckmann.
 
Derfor deltager Invaluable i Innovatefood.dk, der finder sted 31. august og 01. september i Aarhus. Her vil 7 virksomheder og projekter præsentere deres udfordringer inden for fødevaresektoren og få hjælp fra de skarpeste studerende og fremmeste eksperter, håndplukket til netop deres udfordring.
 
- Ved at deltage i Innovatefood.dk vil vi vise verden, at insekter som proteinkilde ikke er nogen døgnflue. Med den danske ekspertise inden for fødevareproduktion ligger her et stort uudnyttet potentiale, siger Lars-Henrik Lau Heckmann, der vil bede de studerende og eksperterne fokusere på mulighederne inden for melorme.

Projektlederen ser dog også ser et stort potentiale inden for produktion af fårekyllinger og græshopper - samt fluelarver til foder.
 
Danish Food Cluster er vært for Innovatefood.dk, og bag begivenheden står Aarhus Universitet, Foodjob Nordic, Region Midtjylland, Innovationsfonden, Danish Crown, Arla, VisitAarhus, FoodTech 2018, Landbrug & Fødevarer og Invest in Denmark. 
 
Innovatefood.dk bidrager til nogle intense fødevareuger i Danmark, der i Aarhus omfatter Food Festival og European Food Venture Forum samt i København Copenhagen Cooking og Better Food for More People. 

Læs også