Morten Enok Hansen og Daniel John Morén-Rees, begge fra Søllested Maskinforretning, har modtaget Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat, og har – udover æren og et diplom – hver modtaget 5.000 kroner.

- Det har høj prioritet hos os at uddanne de unge, da det giver rigtig meget til forretningen. De kommer med en masse energi, nysgerrighed, gå på mod og godt humør. Hvis vi ringer til dem på fridage, er de også altid villige til at hoppe i bilen og hjælpe med at få løst opgaverne, siger direktør i Søllested Maskinforretning Torben Jensen.

Det var to glade – og overraskede unge mænd der modtog legaterne. Værkførerne i de to afdelinger i Søllested og Nørre Alslev havde formået at lave nogle dækhistorier, så ingen af de to legatmodtagere havde fået mistanke om, at det var dem, der var centrum for dagens begivenheder.

En drøm og god fornemmelse

Daniel John Morén-Rees er kommet i Søllested Maskinforretning fra han var helt lille og har altid interesseret sig for traktorer og har altid skilt ting ad og samlet dem igen for at finde ud af, hvordan de virkede, og især John Deere var sagen.

- Til min konfirmation var der endda pyntet op i gult og grønt, så at få en læreplads hos Søllested Maskinforretning og arbejde med det bedste mærke i verden – det var virkelig en drøm, der gik i opfyldelse, fortæller han.

Morten Enok Hansens interesse for faget kan også spores helt tilbage til, han var lille og var med i alt på sin fars gård – også at skrue i maskiner.

- Jeg synes, faget er spændende, fordi der ikke er to dage, der er ens. Jeg tror, jeg skal lave én ting, når jeg møder ind, men så bliver jeg måske sendt ud til noget helt andet, og så er det bare en god fornemmelse at få landmanden ud at køre hurtigt igen, påpeger Morten Enok Hansen.