Det er tirsdag før jul. Ad den lange allé ned til Kejrup Gods mellem Hundslev og Ladby kommer chauffør Hans Aage Madsen fra CHH Transport i Faaborg med 45.000 liter dieselolie i sin store Shell-tankvogn.

Bag hovedbygningen kører han hen langs maskinhuset, hvor to hvide dieseltanke med grønt DLG-logo er næsten tomme.

I over 18 år har Hans Aage Madsen forsynet øst- og midtfynske kunder med Shell dieselolie og fyringsolie.

Hos Kejrup Gods har man en 6.000 liters tank til farvet diesel, som anvendes til traktorer, mejetærskere, rendegravere osv. I den 1.200 liters tank ved siden af påfylder Hans Aage Madsen den såkaldte B7-biodiesel til vejtransport til stedets varebiler og personbiler.

En stor del af Shell-olien, som sælges på Fyn, står DLG Energi i Odense for. Resten afsættes af DCC Energi, som ejer alle Shell-stationer i Danmark, og som DLG siden 2015 har været i partnerskab med.

- Især til landbruget, maskinstationer og entreprenører har vi en stor markedsandel. Men også mange vognmænd og busselskaber er blandt vore kunder, fortæller energiansvarlige Karina Ottesen, DLG Fyn.

Læs reportagen om DLG Energi i ugens LandbrugFyn - klik på avisen til højre på www.landbrugfyn.dk.