- Der skal meget til at gøre mig mundlam, siger Svend Aage Jensen, der er en af ejerne af Brørup Traktor- & Maskincenter, - men i dag var det godt nok ved at ske, for der kom helt utroligt mange mennesker til vores åbent hus arrangement". Og mange folk var der, for bilerne holdt parkeret helt ud på tilkørselsvejen, og der var stuvende fuld af folk både uden- og indenfor.
Nogle var kommet fordi de altid kommer forbi for at få en tallerken god suppe og lidt maskinsnak, når maskinforretningen holder åbent hus, andre kom for at tage maskinerne i øjensyn og måske gøre en god handel.

Sidstnævnte mulighed benyttede flere gæster sig af, og især APV's elektriske "såmaskiner" til eftermontering på jordbearbejdningsredskaber blev der solgt mange af. 

Det store fremmøde kan også skyldes at Brørup Traktor- & Maskincenter er blevet kendt langt ud over lokalområdet via sine importerede produkter, der sælges direkte til kunder i hele Danmark. Det gælder f.eks. tallerkenharver og grubbere fra Mandam og senest Emily strømaskiner fra Frankrig.

Et af trækplastrene på årets åbent hus var en speciel udgave af Deutz-Fahrs 7250'ere med tilnavnet Warrior. Den stod kampklar på pladsen - sortlakeret og med alt i udstyr - hvilket tiltrak mange store og små kunders opmærksomhed.