Pilotprojektordningen om præcisionslandbrug, som blev lanceret i november, er nu åben for ansøgninger.

Landbrugsstyrelsen inviterer op til 20 landmænd til at være med til at udvikle præcisionslandbrug som miljøvirkemiddel.

- Producerer du korn eller raps, kan du ansøge om at anvende præcisionslandbrug som alternativ til pligtige efterafgrøder til helt eller delvis at opfylde dit efterafgrødekrav for planperioderne 2018/19 og 2019/20, lyder det fra Landbrugsstyrelsen, som skal have ansøgningen senest 8. februar.

Ansøgningsskemaet kan findes på styrelsens hjemmeside, hvor man også kan læse hvilke betingelser, som man skal opfylde.

I forbindelse med det nye projekt bliver der allerede på onsdag i næste uge holdt orienteringsmøde om ordningen. Det sker ved et møde som Landbrugsstyrelsen og Seges afholder i fællesskab i Landbrugets Hus i Horsens kl 12 til 15.45.

I november sagde viceformand i L&F, Lars Hvidtfeldt om ordningen.

- Det her er en meget interessant måde at blive reguleret på. Nu begynder man for første gang at belønne landmændene for at bruge teknologi og udvise godt landmandskab, sagde han.