Formand for Foreningen Land & By Østjylland Peter Søgaard Mortensen ser frem til et par festlige dage ved Det Østjyske Dyrskue
Vejret er med arrangørerne af Det Østjyske Dyrskue, der
fredag morgen åbnede i Horsens.
Åbningstalen stod formanden for Foreningen Land & By
Østjylland, Peter Søgaard Mortensen, for.
- Fredag morgen på dyrskuet er altid noget helt særligt.
Travlhed, spænding, aktivitet – måske lidt stress og nervøsitet blandt udstillerne.
For det er jo nu, det gælder. Den stemning er helt speciel, og jeg ved, at alle
os der her er samlet, hvert eneste år ser frem til fredag morgen med åbning af
dyrskuet. Her starter det hele, sagde han indledningsvis.
Fest trods alvorlig krise
Peter Søgaard Mortensen gjorde også opmærksom på, at der
skal ressourcer til ved et dyrskue:
- Landbruget befinder sig i øjeblikket i en meget alvorlig
krise med lave afregningspriser, stigende udgifter og mange miljøkrav, der
rammer hårdt. Mange landmænd er faretruende tæt på at dreje nøglen om.
- På den baggrund er det flot, at landbruget alligevel
ofrer tid og penge på dyrskuet. Det kræver mange ressourcer, og jeg vil gerne
sige tak for den fantastiske opbakning, vi møder fra både dyre- og
maskinudstillere plus de mange hjælpere.
Formanden tilføjede, at der trods krisen er overskud til
festlige dyrskuedage, hvor det gælder om at vise alle, hvor meget landbruget
har at byde på.
- Det er en gammel tradition i Horsens, vi her går i gang
med. Jeg vil hermed erklære dyrskue nummer 145 i rækken for åbent – og byde
velkommen til Danmarks hyggeligste dyrskue, sagde Peter Søgaard Mortensen.
Der er dyrskue i Horsens fredag og lørdag.