For tidligt at lade majsen male fanden på væggen
Det er endnu for tidligt at male fanden på væggene for de landmænd, der dyrker majs, pointerer rådgiver.
Et par måneder før høsten af majs tidligst går i gang tegner det umiddelbart til at blive et år med forholdsvist beskedne udbytter især i det midt-, vest- og nordjyske. Længere sydpå i Jylland og på sydhavsøerne er der til gengæld grund til større fortrøstning.
Det vurderer Martin Mikkelsen, der er landskonsulent i Seges afdeling for planter og miljø.
- Vejret i forår og sommer har været hård ved majsen. Lave temperaturer og megen blæst betyder, at afgrøderne er ganske langt efter det normale i modning. Majs er en tropisk plante, der trives allerbedst med en temperatur omkring 30 grader – og det har vi altså være langt fra i år, påpeger Martin Mikkelsen på landbrugsinfo.dk.
Det er dog endnu er for tidligt at male fanden på væggene for de landmænd, der dyrker majs, pointerer han.
- Som hovedregel skal majsen blomstre midt i august, for at være høstmoden i oktober, og det kan de fleste steder godt nås endnu. Skal vi have en fornuftig majshøst på landsplan så kræver det nogle perioder i august og september med sol og godt, lunt vejr, gerne omkring eller over de 25 grader.
- Majs har heldigvis den fordel, at den reagerer hurtigt på ændringer i temperaturen, så selv om det lige nu ser svært ud flere steder i landet, så kan det altså fortsat nå at blive et fornuftigt år set for majsproducenterne som helhed, siger landkonsulenten til LandbrugsInfo.