Kødet fylder meget på danskernes aftensmadstallerkner i forhold til grøntsagerne. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

Retter med hele udskæringer af kylling ligger nummer ét blandt de hyppigst spiste aftensmadsretter hos danskere under 35 år, mens folk over 35 år oftest spiser retter med hele udskæringer af svinekød sm for eksempel skinkesnitsel.

Diverse gryderetter og retter med hakket kød som millionbøf, pølser og frikadeller indtager også prominente pladser på top 20 listerne. Frikadeller hitter højt i alle aldersgrupper. Højest hos de helt små børn og hos de ældre, hvor det indtager en 3. plads, og lidt sjældnere i de mellemste aldersgrupper men ikke på noget tidspunkt lavere end på en 8.plads.

Danskere har også forskellige kostmønstre på hverdage og i weekender. Eksempelvis bliver det hakkede kød oftest spist i hverdagene, mens bøffer og stege hyppigere bliver spist i weekenden.

Kartofler tilberedes også forskelligt afhængig af ugedagen. Hvor den kogte kartoffel er dominerende på hverdage, står den oftest på stegte eller flødegratinerede kartofler i weekenden, oplyser DTU Fødevareinstituttet.

Undersøgelsen viser også, at danskerne ikke spiser så meget fisk og grøntsager, som kostrådene anbefaler

Undersøgen omfatter mere end 26.000 aftensmåltider og er baseret på 3.806 danskeres registreringer af alt, hvad de har spist og drukket i løbet af syv dage.