Kalve-firmas cykelhold vil kæmpe med om podiepladser i Post Danmark Rundt
Team ColoQuick, der har kalvespecialisten Calvex i ryggen, skal i den kommende uge konkurrere på de danske landeveje.
Hos kalvespecialisten Calvex i Skive har man en svaghed for cykelløb. Og netop i år er firmaet begyndt at markedsføre sit unikke system til råmælkshåndtering, ColoQuick, via det danske cykelhold Team ColoQuick, som Calvex er hovedsponsor for.
Cykelholdet er et af de hold, der stiller til start ved den 25. udgave af det 6. etaper lange cykelløb Post Danmark Rundt, der køres i næste uge fra 4.-8. august.
- Vi overtog i år det tidligere Team Designa Køkken – Knudsgaard cykelhold, som vi altså nu kalder Team ColoQuick, fordi vi på den måde kan få eksponeret navnet på et af vore produkter, forklarer indehaver af Calvex A/S, Brian Pedersen.
- Sponsoratet af et cykelhold er en god måde at få slået sit navn fast på. Og samtidig ser jeg en del ligheder mellem de hårdtarbejdende og dedikerede landmænd, der er vores kunder, og de hårdtarbejdende og dedikerede cykelryttere, vi har i vores team, forklarer Brian Pedersen, der kalder sine ryttere de rå mælkedrenge.
Mød holdet bag
I forbindelse med Post Danmark Rundt har man mulighed for at komme tæt på holdet bag Team ColoQuick i det såkaldte Expo-område i start- og målområdet på hver af de 6 etaper.
Udover folkene fra Calvex og Team ColoQuick vil man også kunne møde en række øvrige firmaer fra landbrugsbranchen, der i forbindelse med Post Danmark Rundt bakker det danske hold op. Det gælder Røka Industri og Hoegild samt SAC, der også til daglig er en del af sponsorholdet bag cykelholdet.
Der vil være masse af aktivitet i det såkaldte Expo-område i start- og målområdet og hos Team ColoQuick er der for alle kvægbrugere mulighed for at deltage i lodtrækning om flere flotte præmier – blandt andet et helt nyt ColoQuick anlæg.
Vandt gadeløb i Kolding
- Vi har haft en forrygende start på cykelsponsoratet, hvor vi i år har vundet to såkaldte UCI-løb (løb under den internationale cykelunion, red.) og hentet bronze ved de danske mesterskaber på landevej og i enkeltstart.
- Og så sent som onsdag aften vandt holdet fra Skive et gadeløb i Kolding – på medsponsoren SAC’s hjemmebane – foran et stærkt felt med flere Tour de France-deltagere, fortæller Brian Pedersen fra Calvex og Team ColoQuick.
I Kolding sejrede holdets Mads Würtz Schmidt således foran så kendte navne som Lars Bak, Lotto-Soudal, Jakob Fuglsang, Astana og Michael Valgren, Tinkoff-Saxo.
- Vi går selvfølgelig altid efter at vinde. Men vi ved, vi er i skrapt selskab under Post Danmark Rundt, hvilket dog ikke afholder os fra at jagte en etapesejr, forsikrer den cykelglade virksomheds- og cykelholdejer fra Skive, Brian Pedersen.






































